TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vil Vivid Wise As forblive ubesejret på Cagnes sur Mer

af | 9. mar 2022 | Nyheder

Fem gange har italienske Vivid Wise As startet på Cagnes sur Mer og hver gang har han vundet. På søndag er der lagt op til endnu en sejr.

Vivid Wise As ved sejren i Criterium de la Vitesse i fjor. Foto Gerard Forni

Efter sejren i Prix de France på Vincennes skal Scuderia Bivans Vivid Wise As på søndag starte i Frankrigs største sprinterløb, Gran Criterium de la Vitesse på Cagnes sur Mer.

Det er et løb han har vundet de to seneste år med sin træner Alessandro Gocciadoro i sulkyen, men på søndag bliver det Matthieu Abrivard, der skal bringe Yankee Glide-sønnen til sejr.

Siden efteråret har Matthieu Abrivard været fast kusk på Vivid Wise As, da Gocciadoro har flere andre topheste i stalden – på søndag vil den farverige italienske træner sidde bag Vitruvio, der var nummer fem i Prix de France.

Cagnes sur Mer må siges at være en favoritbane for Vivid Wise As, idet han udover de to sejre i Criterium de la Vitesse har vundet banens andet store sprinterløb, Grand Prix du Departement des Alpes-Maritime, der køres i august, tre gange i træk!

Så hidtil er Vivid Wise As ubesejret på Cagnes sur Mer.

Der kommer højst 15 heste til start på søndag og blandt de anmeldte er italienske Zacon Gio, der nu trænes af Holger Ehlert og skal køre af Roberto Vecchione.

Også Erik Bondos Cokstile med Gabriele Gelormini ventes til start, Richard Westerinks Etonnant med Anthony Barrier og Sebastian Guaratos jernhoppe, Billie de Montfort, der her får sin sidste start på en franskbane og som genforenes med Eric Raffin.

Der er startliste torsdag middag.