Nogle danskere er i dag lidt skuffede over, at der i forbindelse Copenhagen Cup ikke deles et såkaldt wildcard til Elitloppet ud. Men er wildcards virkelig så nyttige?

Vi kan jo begynde med at forklare, hvad et wildcard er.

Et wildcard er simpelthen en mulighed for en arrangør at medtage en deltager, som egentlig ikke er kvalificeret ifølge konkurrencens proportion.

travsporten anvendes de næsten udelukkende i forbindelse med storløb.

Et godt eksempel er Harper Hanovers løb.

Her kan der ind imellem opstå den situation, at en hest, som virkelig kan forhøje kvaliteten på løbet, ikke har points nok til at komme ind i løbet.

Det drejer sig ikke sjældent om en fransk hest, som på grund af de hårde diskvalifikationsbestemmelser i hjemlandet eller såkaldte preparéløb uden nævneværdige resultater er blevet af med sine startpoints.

Solvallas forklaring til, hvorfor man ikke ønsker et wildcard fra Copenhagen Cup, er fuldt acceptabel.

Elitloppet er et sprinterløb, hvilket de tre wildcardkvalificerende løb også er.

Man synes desuden, at det rækker med tre kvalificerende løb, og endelig har Copenhagen Cup – i modsætning til det andet udenlandske løb Finlandia Ajo – ikke Gruppe I-status.

Men hvorfor anvender man overhovedet wildcards til Elitloppet?

Det drejer sig jo om et indbydelsesløb, og Solvalla kan tage præcis de heste, som de ønsker, med.

Et wildcard fra et andet løb kan aldrig nogensinde forhøje kvaliteten på Elitloppet.

I stedet består risikoen for at få en hest, som man ikke ønsker, med.

Med al respekt for Hickothepoo, så hørtes der ikke nogen jubelråb fra Stockholm, da den i fjor vandt Finlandia Ajo til 37 gange pengene og dermed kvalificerede sig.

Nej, anvend wildcards med fornuft, hvilket vil sige, hvor de virkelig gør nytte og er hæver kvaliteten for den pågældende konkurrence.