Henrik Thomsen havde chancen i årets allersidste professionelle løb på Nykøbing, men hans favoritspillede Blazing Star galopperede.
Thomsen fik den 3-årige svenskfødte Maharajah-søn fint fra start, og parret lå velplaceret alene som femte midt i feltet, da en helt umotiveret fejl kom efter cirka 600 meter. Den røde vallak tabte meget terræn, men på fænomenal vis løb den op til feltet igen, og havde kontakt ved begyndelsen til sidste langside.

Da tog Henrik Thomsen en skæbnesvanger beslutning og kørte indvendigt. Samtidig sendte Arvid Olsen Broad Bahn-datteren Elsa Park forbi de forreste til stor front i opløbssvinget. Blazing Star kom fri og spurtede fremragende til andenpladsen bag Elsa Park, og spørgsmålet er, om ikke 3-åringen havde vundet, hvis Thomsen var kørt udvendigt i stedet.
Championatet gik nu til René Kjær på flest andenpladser (10-5). Begge kombattanter sluttede på 18 sejre.
