TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Mange favoritter måtte neje sig på The Big M

by | 21. Nov 2021 | Nyheder

Storløb, der køres sent på sæsonen, for ofte overraskende resultat, og af de totalt otte med 100.000 $ plus doterede løb, som kørtes i nat på The Meadowlands udenfor New York, vandtes blot to af favoritten. En hos traverne og en hos pacerne.

Det første storløb på det 14 løb store program var de 2-årige traverhingstes med 413.600 $ doterede Valley Victory Trot. Åke Svanstedt var hurtigst afsted med sin 45:10-næstfavorit Coach K Hanover (Walner), men han slap teten til Andrew McCarthy, som kørte tredjefavoritten (55:10) Slay (Chapter Seven) for Tony Alagna.

Svanstedt kørte sin hest så tæt op i ryg på Slay, at den galopperede. Den kom dog hurtigt ned i trav igen og fortsatte udvendigt som tredje. I opløbet havde Coach K Hanover fået et lille overtag, men indvendigt for Slay fandt Dexter Dunn, som med sin Tony Alagna-trænede Fast As The Wind (Cantab Hall) havde fået ryg på førerhesten, da Coach K Hanover fejlede, plads og kunne knebent men sikkert vinde i tiden 1:10.5a/1609 meter. Coach K Hanover holdt heroisk andenpladsen i samme tid.

Fast As The Wind var med 17:10 den eneste favorit, som holdt. Cantab Hall-sønnen blev efter sin tredjeplads i Peter Haughton syg, og kunne ikke retfærdiggøre selv i Lexington. Tilbage i New Jersey tog han nu sin tredje storløbssejr i træk. Han har sammenlagt startet 15 gang og taget 5 sejre.

Fast As The Wind. Foto: Lisa Photo.

Det højst dotererede travløb var de 2-årige hoppers med 479.450 $ doterede Goldsmith Maid, i hvilket sejrshesten Venerable (Walner) med 10 sejre i 11 starter var 18:10-favorit for David Miller. Næstfavoritten (35:10), den svenskfødte Joviality (Chapter Seven), som trænes af Marcus Melander og kørtes af Brian Sears, ”The White Knight” i Stall Courants røde farver, byttede et par gange føring med kæmpeoutsideren (898:10) Valentina Blu (Chapter Seven) og Andy McCarthy de første 600 meter, inden Venerable, som trænes af Nifty Norman, kunde overtage fronten.

Den blev i sin tur sat under pres af Jim Campbell-trænede Misswalner Fashion (Walner), som efter at have gået et langt stykke vej i anden spor kunne overtage for Tim Tetrick før sidste sving. 42:10-tredjefavoritten holdt til et stykke in i opløbet, hvor den blev angrebet af Venerable. Men Sears havde givet Joviality en fin rejse i ryg på favoritten, og den svenske hoppe kunne let gå forbi til sejr i ny løbsrekord 1:09.7a. Venerable holdt andenpladsen, og Miss Walner Fashion ydede en stor præstation som tredje.

Joviality tog nattens største præmiecheck. Foto: Lisa Photo.

David Miller kunne allerede i det efterfølgende løb, de ældre hoppers med 175.000 $ doterede TVG-finale, hvor han kørte Brett Pelling-trænede When Dovescry (Muscle Hill), tage revanche.

Ron Burke-trænede Atlanta (Chapter Seven) var 19:10-favorit for Yannick Gingras. Melander/Sears havde her storoutsideren (444:10) Hypnotic Am (Chapter Seven), som I første sving afgav fronten til Åke Svanstedts svenskfødte 98:10-spillede Felicity Shagwell (Maharajah), som på første langside slap When Dovescry forbi.

Atlanta måtte gå den hårde vej udvendigt, hvilket fik den konsekvens, at dens angreb på When Dovescry i opløbet var lidt for tamt, og Millers hoppe holdt strålende til sejt i 1:09.5a, hvilket var en tangering af løbsrekorden. Atlanta var som anden stor i nederlaget.

Løbets mest interessante indslag var dog den 3-årige Bella Bellini (Bar Hopping) start for træner Nifty Norman. Kusken Dexter Dunn placerede sin hoppe, som blev spillet til tredjefavorit (88:10) som sidste hest i feltet. Hambletonian Oaks-vinderen kunne da gå med i rygge gennem sidste sving, og hun kom meget stærkt til slut for at blive tredje i samme tid som Atlanta, 1:09.6a.

When Dovescry. Foto: Lisa Photo.

TVG-finalen for de ældre hingste og vallakker så ud til at skulle blive en meget åben affære med den af Åke Svanstedt trænede Back of the Neck (Ready Cash), som kneben 29:10-favorit for Scott Zeron. Nifty Norman-trænede Amigo Volo (Father Patrick) var for Dexter Dunn næstfavorit til 31:10.

Indersporets Chin Chin Hall (Cash Hall), der som bekendt er helbror til danskejede Coventry Hall, forsøgte at holde fronten for Todd McCarthy, men Åke Svanstedt var på plads med sin 159:10-outsider Gangster Hanover som ved kvartmilepælen overgav fronten til Amigo Hall, medens Chin Chin Hall, der var spillet til 149:10, midt i løbet havnede i en indelukket position som fjerde.

Løbets tredjefavorit til 55:10 var den tidligere Hambletonianvinder Forbidden Trade (Kadabra), som trænes i Toronto af Luc Blais. Da dens faste kusk Bob McClure har brækket armen, var den en anden canadier, Daniel Dube, der mest kører på Yonkers, som sad i sulkyen, hvilket han med stor succes har gjort ved et par tidligere lejligheder.

Dube fik kørt et meget smukt rygløb med sin hest, og midt i opløbet var den oppe hos den førende Amigo Volo  og den udvendigt på den liggende Ready For Moni (Ready Cash), som Andy McCarthy kørte for Nancy Takter til 89:10. Amigo Volo gik helt i stå, og Ready For Moni var naturligt træt efter et tungt løb. De sluttede begge udenfor præmierækken.

Todd McCarthy ledede efter en åbning til Chin Chin Hall, og han fik da også lirket vallakken ud mellem heste, men det blev for sent til at nå Forbidden Trade, som sejrede i 1:09.6a. Chin Chin Hall blev blot slået med hoved og noterede samme tid, og det samme gjorde Back of the Neck, som med 06.5 de sidste 400 meter leverede løbets hurtigste afslutning til tredjepladsen slået med hoved og hals.

Forbidden Trade før Chin Chin Hall. Foto: Lisa Photo.

Løbets suverænt mindst spillede hest var Per Engblom-trænede Sermon (Muscle Hill), som danske Kasper Foget kørte til ikke mindre end 529:10. I opløbet fandt Kasper angrebsplads til sin vallak, som faktisk var med at slås om sejren slået med blot en længde som fjerde. En placering, den fik lov at beholde, selvom den galopperede på mållinjen.