Med alle toptrænere og kuske i Canada var der ikke så meget at skrive hjem om fra lørdagsløbene på The Meadowlands udenfor New York. Men man fik faktisk en danskrelateret vinder at se.
Stutteri Disneys 4-årige amerikaner Coventry Hall (Cash Hall – Canland Hall – Garland Lobell) har en et år ældre helbror i USA, Chin Chin Hal, som er i træning hos Nifty Norman. Den startede i lørdagens Open Trot på The Meadowlands, og da hele kuskeeliten var på Mohawk i Toronto, fik Victor Kirby chancen for at køre vallakken.
Det gjorde han til UG, idet han kom flyvende sidst i opløbet til sikker sejr i fine 1:09.1a. Det var noget af en overraskelse, at Chin Chin Hall kunne vinde, idet han stod til 177:10. Favorit var Åke Svanstedt-trænede Gangster Hanover (Father Patrick), som George Napolitano jr. kørte ind som tredje til 18:10. Der var 18.000 $ i førstepræmie.
Fra The Big M bemærker vi i øvrigt, at sidste års Hambletonianvinder Ramona Hill (Muscle Hill), blev luftet i en qualifier lørdag formiddag. Andrew McCarthy kørte den Tony Alagna-trænede hoppe først over målstregen i tiden 1:10.6a.