Nøjagtig 2 millioner dollars var der til fordeling i de mange storløb, af hvilke treårsløbene Earl Beal Memorial for traverne og Max Hempt Memorial for pacerne var hovedløbene.
Der var 300.000 $ i præmiesum i de to hovedløb, og som allerede meddelt vandtes Earl Beal af storfavoritten Captain Corey (odds 1.05), som for Åke Svanstedt travede 1:09.0a på Poconos 1000 meters oval. Hingsten er i øvrigt opkaldt efter Corey Callahan, som var fast kusk på Captain Coreys fader Googoo Gaagaa.
Det blev som bekendt til dobbeltsejr for træner Åke Svanstedt, idet Johan Palema (Bar Hopping) fik lidt revanche for den svage præstation i Hambletonian ved at tage andenpladsen for Yannick Gingras. Den var faktisk næstfavorit til 148:10, idet Delayed Hanover (Southwind Frank), som for Dexter Dunn galopperede en topplacering bort ved indgangen til opløbet, i totalisatoren gik i stald med Captain Corey.
Jim Campbell-trænede Take All Comers (Creatine) holdt for David Miller imponerende godt til tredjepladsen.
De to næst højst doterede løb på dagen var de respektive hoppeløb Delmonica Hanover for travere og James Lynch for pacere. De var doterede med 200.000 $, og begge vandtes af australieren Todd McCarthy, som blev eftermiddagens helt store triumfator med hele fire stakes-sejre og ikke mindre end 356.250 $ indkørt.

Delmonica Hanover vandt han med Darlene Hanover (Chapter Seven), som han sendte frem udvendigt allerede med 600 meter tilbage. I opløbet var den førende 20:10-favorit You Ato Dream (Donato Hanover) og træner Jeff Gregory et let bytte, og Darlene Hanover, som trænes af Brett Bittle, vandt overlegent på tiden 1:09.5a til 65:10 i odds.
Åke Svanstedt kom til slut flyvende og tog andenpladsen med næstfavoritten (42:10) Flawless Country (Southwind Frank). You Ato Dream holdt tredjepladsen.
Sejren var meget følelsesladet, idet en af Darlene Hanovers delejere, Charlie Keller III, var gået bort i ugen op til løbet. Præmieoverrækkelsen blev i øvrigt forestået af den mangeårige president for Hambletonian Society, Tom Charters, som i sin tid var oppasser til Prix d’Amerique-vinderen Delmonica Hanover.
Også Delmonica Hanover Consolation tog den 28-årige Todd McCarthy sig af, idet han kunne føre den af Claude Huckabone III trænede Dazzling Reign (Father Patrick) til sejr i efter forholdene beskedne 1:11.6a. McCarthy kører sjældent favoritterne og Dazzling Reign, som vandt med halvanden længde, var fjerdespillet.
Earl Beal Consolation gav dobbeltsejr til træner Åke Svanstedt. Hans to heste Capstone (Southwind Frank), som han selv kørte, og Fly Light (Father Patrick), som Dexter Dunn var betroet, gik i stald til 19:10. Svanstedt fik front i opløbet men måtte se staldkammeraten gå forbi til sejr med en knap længde i 1:09.7a. Marcus Melanders outsider (284:10) Magic Muscle Man (Muscle Hill), som Mattias Melander kørte, blev tredje før en fjerde svensktrænet hest, Per Engbloms italienskfødte Colonial As (Readly Express), som kørtes af Joe Bongiorno til eventuelt odds 408:10.
De ældre travere havde sit eget løb, The Sebastian K om 75.000 $, i hvilket Ron Burke-trænede Atlanta (Chapter Seven) var storfavorit for Gingras til 15:10. Den 6-årige hoppe vandt dag også let, efter at tredjefavoritten (70:10) Lindy the Great (Crazed) for Andy Miller havde domineret løbet fra start til opløb.
Atlanta vandt med to længder før en anden hoppe, Brett Pelling-trænede When Dovescry (Muscle Hill), som var overraskende svagt spillet (120:10) for David Miller. Lindy the Great hodt tredjepladsen. Vindertiden for Atlanta var strålende 1:08.5a.
