Helsøsteren til Stutteri Lasers avlshingst Forever Peace tog i nat sin første sejr i USA.
Der kørtes interessante travløb på flere nordamerikanske baner i løbet af fredagen. Vi kan begynde med den mest ejendommelige løbsdag, som fandt sted på Vernon Downs, New York, hvor der var ikke mindre end 20 løb på programmet. Første start gik allerede kl. 10.00 om formiddagen
Der kørtes 12 løb for travere og otte for pasgængere. Bortset fra et løb indgik samtlige 20 løb i New York Country Fair Sire Stakes og var doterede med 2.000 $ (ca. 12.500 dkr.). Det tyvende løb var et såkaldt RUS-løb (Racing Under Saddle, ridetravløb) for travere, og det vandtes af den 5-årige Muscle Yankee-hingst The Light In Me.
I de 11 øvrige travløb dominerede de to gamle herrer Conway Hall og Credit Winner med fire henholdsvis tre afkomssejre. Devious Man havde to afkom som vandt, og Chapter Seven og Deweycheatumnhowe hver et.
På Chester Downs i Philadelphia var seks af 14 løb for travere. To af disse vandtes af svenskfødte heste. Åke Svanstedt vandt med sin 2-årige Readly Express-hoppe Hill of Cash, og Mattias Melander kørte den af storebror Marcus trænede Ready Cash-datter Jeannica til sejr i et andet toårsløb for hopper.
På Chester bemærkede vi også en sejr for Ron Burkes 3-årige årgangstop Avenir (hoppe efter Muscle Hill), som for Yannick Gingras travede 1:11.2a/1609 meter og vandt til bundoddset 1.05.
Yonkers Raceway havde et 45.000 $ ”open trot” på programmet, og her blev det til yderligere en sejr for en svenskfødt hest, idet Daniel Dubé kunne føre Åke Svanstedts Maharajah-datter Felicity Shagwell til sejr i 1:10.8a. Hoppen var storfavorit til odds 1.55 og førte fra start til mål.
I et andet af nattens travløb blev det til norsk sejr, idet den regerende norske mester Thankful (Muscle Hill), som er helsøster til stutteri Lasers avlshingst Forever Peace endelig fik sik første sejr på amerikansk jord. Træneren Trond Smedshammer sad selv for første gang bag hoppen, som fra en position bagerst i feltet blæste til front i opløbssvinget og vandt overlegent med seks længder i 1:11.1a. Thankful var favorit til odds 2.25.
Fra nattens løb på New York-banen noterer vi også, at den unge, tidligere så udskældte Joe Bongiorno efter at have vundet fire løb om torsdagen slog til med ikke mindre end fem sejre i går. ”Joey B” er ved at blive voksen.