Svenskeren vandt i nat en ny sejr i et New York Sire Stakes på Yonkers Raceway.
Der var 153.900 $ i præmiesum i løbet, som var forbeholdt 3-årige traverhopper. Hambletonianvindende Åke Svanstedt startede E L Titan-datteren Splash Blue Chip, som han straks efter start placerede i ryg på 19:10-favoritten Moni For Lindy (Credit Winner), som Yannick Gingras kørte for Lindy Farms-træneren Domenico Cecere.
Ind i opløbet gik Svanstedt forbi den førende og vandt med en længde i tiden 1:12.1a/1609 meter. Splash Blue Chip var næstfavorit til 21:10. Moni For Lindy holdt let andenpladsen.
Tidligere på programmet havde en anden 3-årig hoppe efter E L Titan, Marcus Melander-trænede Izzy Demsky vundet et 15.000 $-løb i New York Excelsior-serien som 24:10-favorit for lillebror Mattias Melander.
I dette løb førte Andy Millers næstfavorit (26:10) Just Joshing til kort før mål. Men Chapter Seven-datteren gik i stå, og Melander-hoppen kom flyvende til en komfortabel tre længders sejr i 1:13.7a.
Fra Yonkers-programmet bemærker vi i øvrigt, at unge Joe Bongiorno vandt en grand slam – fire sejre – af hvilke tre var med heste fra den egne stald, for hvilken søsteren Jenn står som træner. At dømme efter Bongiornos seneste køreture ser det ud til, at han har lagt den voldsomme drivning, som han er blevet hårdt kritiseret for, på hylden, selvom han stadig er ret ivrig i løbenes slutfase. At han har talent for sporten er der ingen tvivl om.
