Årjängs Stora Sprinterlopp blev et meget seværdigt løb med en yderst fortjent vinder i Alessandro Gocciadoros Vernissage Grif.
Da Kolgjinis Tae Kwon Deo blev slettet fra indersporet ændrede forudsætningerne sig radikalt for den italienske Vernissage Grif, som havde trukket spor 2. Varenne-sønnen er nemlig lidt problematisk og fjoller sig ofte bag startbilens vinger. Det var nok derfor, at Gocciadoro kørte nogle knaldhårde prøvestarter direkte inden løbet.
Vernissage Grif var da også påfaldende rolig op til bilen, og snart havde ”gul kusk” fået smøget sin hest ud i andet spor, hvorfra det skulle løse sig perfekt.
Kampen om fronten vandt den Stefan Melander-trænede 27:10-favorit Click Bait (Cantab Hall), som kørtes af Per Lennartsson. Den kom op til de første 500 meter efter 08.5 og til kilometeren efter 09.7.
Örjan Kihlström bag den anden spidskandidat, den af Daniel Redén trænede Missle Hill (Muscle Hill), var næstfavorit til 37:10, men den kunne ikke udnytte fordelen med spor indvendigt for konkurrenten, og Kihlström kunne i stedet vælge ryggen på denne.
Der blev han dog ikke længe. Da Magnus Djuse på første langside signaliserede, at han ville sende Jerry Riordans Zarenne Fas (også efter Varenne), som var spillet til 103:10, frem udvendigt på førerhesten gik Kihlström ud og fik et perfekt andet par udvendigt med Vernissage Grif i ryg.
De to sidstnævnte gik på i tredje og fjerde spor i sidste sving. Missle Hill blev hurtigt træt og faldt tilbage til sjettepladsen, men Vernissage Grif gik uimodståeligt frem og sejrede i tiden 1:09.7a/1640 meter foran en heroisk Zarenne Fas i 1:09.8a og Click Bait i samme tid. Dobbelt italiensk altså.

Vernissage Grif gav odds 5.47 og fik 500.000 sek. for sejren, som gav en fribillet til Hugo Åbergs Memorial på Jägersro den 27. juli. Alessandro Gocciadoro, som kørte et ualmindeligt smukt løb, har nu to deltagere med i det store løb.
