Tre sejre til Flemming Jensen. Imponerende tid af 3-årige Dowhatyoudodowell.
Et stort antal heste og kuske med danske relationer var til start i Jägersros ti løb store program tirsdag aften. Billedet blev stjålet totalt af Ålborg-træneren Flemming Jensen, som vandt hele tre af de seks løb indenfor spilleformen V64. En sådan præstation vises yderst sjældent, også af svenske trænere.
Der var to hovedløb på programmet, og det ene – sprinterløbet Åbergs Nästa for hurtigklassen – vandtes af Jensen med den nu 11-årige Tycoon Conway Hall (Conway Hall). Star Advisor Joli (Stefan Persson) tog teten, men i det hårde udgangstempo overgav svenskeren allerede i første sving taktpinden til den danske hest, som efter 08.5 de første 500 og 11.0 de første 1.000 meter holdt til mål og sejrede i den pæne tid 1:10.8a.
Lige til sidst kom Stoletheshow (Dream Vacation) og Kevin Oscarsson farende fra en indelukket position og blev anden i samme tid som Tycoon. Vinderoddset var 8.55. Storfavoritten Racing Mange (12:10) gæstekørtes af Christoffer Eriksson men var helt uden brod og blev næst sidst i syvhestesfeltet.

Flemming Jensen indledte aftenen med at blive uplaceret med Fräulein (Offshore Dream) i 3. løb. I samme løb var den Panamera-opdrættede auktionstop fra 2019 Godfather (Bold Eagle – Red Rose America) efter fejl tredje for Johnny Takter. Axel Jacobsen havde fukshoppen America Style (Love You) til start, men også den galopperede og sluttede uplaceret.
Både Flemming Jensen og Panamera tog recvanche i 4.løb, idet træneren fra startspor 9 kunne vinde med Tappernøje-staldens Even Steven (Varenne), som delejes af Costa Stable. Den sejrede i tiden 1:13.0a og fik 35.000 sek. for indsatsen. Even Steven var næstfavorit til 3.25. Steen Juul startede her Explosive Peak (Explosive Matter), som var først blandt de uplacerede til 63 gange pengene.

I 5. løb blev det til dansk sejr via den af Jens Kurt Sørensen opdrætede og ejede Envy Secret (Ens Snapshot), som trænes og køres af Thomas Uhrberg. Den sejrede i 1:17.3v/2660 meter, og også her var der 35.000 sek. til vinderen, som var tredjefavorit til 60:10.
Danske Louise Gettermann og hendes Chili Reerstrup (Ganymede) blev fjerde, Ivar Kvernrød-opdrættede Bunny Follo (5 år, Nu Pagadi) femte, medens Anders F. Jensen sluttede uplaceret med Anders And.
Så kom aftenens højst doterede løb, et udtagelsesløb til Breeders Course. Italienske Colibri Jet (Readly Express) førte fra start til mål for sin træner Alessandro Gocciadoro og sejrede i fremragende 1:11.0a/1640 meter. Det fik den 100.000 sek. for. Colibri Jet var næstfavorit til 27:10.

En strålende præstation på andenpladsen leverede Dowhatyoudodowell (Maharajah), som for Jeppe Juel travede 1:11.3a og tjente 50.000 sek. Hingsten ejes og trænes af Peter Rudbeck og stod i 81:10 i totalisatoren.
Så blev det Flemming Jensen-time igen. Han vandt 7. løb med hoppederbyvinderen Eemymeenyminymoe (Västerbo Prestige), som han straks placerede i en ”blød dødens” udvendigt for den italienske Baccani, som Christoffer Eriksson kørte. I opløbet gik Jensen fra feltet til en meget sikker favoritsejr (17:10) i 1:12.0a/1640 meter. Der var 35.000 sek. i førstepræmie. Det var aftenens anden opdrættersejr til Panamera Racing.

Steen Juul var her fjerde med Peakadilly (Mythical Lindy), som faktisk var næstfavorit til 53:10. Den travede 1:12.6a og fik 7.500 sek. for ulejligheden.
Flemming Jensen havde sin sidste start i 9. løb, men hans Taste of Diamonds (Ready Cash), som var spillet til 80:10, virkede ikke helt på top og sluttede straks udenfor pengene. Startspor 12 var selvfølgelig ikke befordrende, men hoppen virkede lidt umotiveret for dagen.
Derimod blev det til en lille slant til Anders Fachmann Jensens Eagle Bat (From Above Us) i sidste løb, idet den blev sjette i 1:15.5a/1640 meter, hvilket genererede 5.000 sek. I 2. løb blev samme stalds Damble Flame (Hamble Crown) med Kamilla Plambech femte og tjente 5.900 sek., hvilket var en fin uddeling, da ekvipagen stod i 36 gange pengene.
Træner Ken Ecce kørte aftenen igennem to heste for sin svenske kollega Tomas Malmqvist. Bedst gik det med Carlos Stephanie (Pastor Stephen), som blev anden i 9. løb og tjente 17.500 sek. Carlos Stephanie, som stod i hele 92 gange pengene! Hesten, som Ecce hovedsagelig var kommet for at køre, Barnacle, startede ikke.
