Nykøbings største løb for året blev en sportslig perle med megen dramatik og en velfortjent vinder.
Der blev vist stor sport i næsten alle løb, da travbanen i Nykøbing Falster i dag afviklede sin største dag for året med Harald Lunds Mindeløb for hurtigklassens heste som hovedbegivenheden.
Løbet var velbesat, og hvisse havde sat næsten op efter at få banerekorden på 1:11.3a forbedret, men så hurtigt skulle det dog ikke gå.
Der var 50.000 kr. til vinderen af løbet, som kørtes over distancen 1640 meter. Forhåndsfavorit var sidste års vinder, den 12-årige Slide So Easy, bag hvilken træner Flemming Jensen ligesom i fjor havde overladt tømmeføringen til Jeppe Juul.
Quite Easy-sønnen var med i den dramatiske kamp om føringen.
Indersporets Cab Hornline, som ”løber med hovedet mellem forbenene” forsvarede sig for Ken Ecce, men Jeppe Juel pressede på, og i tredje spor ville Niklas Korfitsen bag Zaffiro Jet også være med. Helt ude i fjerde spor havnede Birger Jørgensen med Apapmand, som han dog bakkede med.
Ud af første sving fik Slide So Easy kontrol over situationen. Zaffiro Jet bakkedes ned, og dermed fik Apapmand den utaknemmelige opgave at gå udvendigt uden ryg. De første 500 meter travedes efter rasende 08.5, men Birger fik dæmpet tempoet til 18.0 de næste 500 meter, og man forstod, at til nogen banerekord skulle det ikke blive til.
Noget overraskende måtte Slide So Easy give sig allerede ind på opløbssiden, men Apapmand var brølstærk og overtog kommandoen.
Sejren var derefter ikke i fare, og vindertiden blev skrevet til 1:12.8a. Zaffiro Jet kom flot i opløbet til andenpladsen ligesom Twigs Briard, som kørtes af René Kjær til tredjepladsen. Slide So Easy måtte tage til takke med fjerdepladsen.

Arkivfoto Danny Stenbæk
Apapmand trænes af Anders Fachmann Jensen og passes af Kamilla Plambech.
Teamet har stor ære af den form, de har fået deres hest i, og dette må være en skøn revanche for galoppen i Mesterskab for Danmark. En galop, som formodentlig kostede andenpladsen bag suveræne Extreme.
Efter træner Henrik Thomsen havde indledt dagen med en overlegen start til mål sejr med den svenskfødte Mullberry, blev der dødt løb i Amatørmesterskabet mellem længe førende Gurli med Bjarke Haagensen og fint afsluttende Vakse Viggo for Kamilla Plambech, som altså fik en fin dag sammen med chefen Anders F.
I 3.løb tog René Kjær med Magnus Ladegaard-trænede Great Reddington den første af tre dagssejre i et Made in Denmark-løb for de 3-årige. Sejren kom bag på spillerne, idet vinderodds var så højt som 21 gange pengene. Great Reddington løb med tiden 1:16.6a/2140 meter så stærkt, at den satte ny banerekord for aldersklassen.
Kjær slog til igen i 4. løb, hvor han katapultstartede Lillian Uglebjerg-trænede Freddie Silvåkra til front fra startspor 7. Der blev parret til, at mållinjen var passeret til sikker sejr i den strålende tid 1:13.4a. Det er et flot stykke arbejde, Uglebjerg har udført med den tidligere gaffelbåndsskadede hest.

Nicklas Korfitsen vandt 5. løb med den af Bo Westergaard trænede norske 3-åring Corleone N, og derefter kom dagens stayerløb, hvor Marc Bæk Nielsen trods 60 meters tillæg ret tidligt i løbet fik Dortmund til front. Derefter kunne ingen true Ålborghesten, som satte ny banerekord for distancen med tiden 1:15.4v/3200 meter.
Efter flere løb med rene fartfester kunne René Jonassen ”stjæle” 7. løb med Cuba, som efter at have ført fra start til mål blot behøvede at trave 1:17.2a/2140 meter.
I 8. løb kunne René Kjær for tredje gang på dagen vende tilbage til vindercirklen, og det var hans anden sejr i samarbejde med hjemmetræneren Magnus Ladegaard, idet Kjær kunne køre dennes Everest Laser til sejr.
Endelig blev montéløbet vundet af Cointreau og Sabina Gammelgaard, som efter mange galopper i første sving trods tillæg sad i front allerede på første langside. Derefter kunne parret vinde i splendid isolation. Torpedo W F (Kristina Jensen) blev kraftigt generet i næstsidste sving, men klarede alligevel at afslutte fint til andenpladsen.
Cointreau trænes af Lillian Uglebjerg, som dermed havde to vindere med sig hjem til Århusegnen.
