TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Yngst til 500 sejre

af | 22. maj 2021 | Nyheder

I går vandt den blot 21-årige Magnus Djuse sin karrieresejr nr. 500 på sin tidligere hjemmebane Östersund. Han er dermed yngst i Sverige med at klare den bedrift.

Tim Tetrick vinder en af sine mange sejre. Her med stortalentet Walner, som nu er avlshingst. Foto: Lisa Photo.

Magnus er den yngste af fire yderst succesrige brødre Djuse, som alle er født den nordvestsvenske by Östersund. Nu er de alle flyttet sydpå i det aflange land. Den ældste broder Mattias (født 1989) har udviklet en kæmpestor og meget succesrig trænerforretning på Solvalla og har for dagen 97 heste i træning. Næste broder, Martin (1992), begyndte som træner på Bergsåker. Også han er nu på Solvalla, hvor han hjælper sin storebror men også har fem heste på sin egen træningsliste.

De to yngste brødre har først og fremmest koncentreret sig på at køre løb. Mats (født 1998) har godt nok trænet et fåtal heste, men nu er han flyttet til Hudiksvall (Hagmyrenbanen), hvor han kombinerer løbskørselen med arbejdet som beslagsmed. Han kører jævnligt for flere af de mest betydende trænere i mellemsverige. I april vandt han på Solvalla Avelsforeningens Jubiläumslöpning og 100.000 sek. for Stefan Melander med Digital Class ugen inden han vandt et V75-løb med Gogobet Sisu. Så sent som i lørdags vandt Mats Djuse et stort koldblodsløb i Umeå med stjernen Odd Herakles, som travde forrygende 1:20.1a.

Men det er Magnus (født 2000), som er familiens allerstørste kusketalent. Han vandt sit allerførste løb allerede som 15-årig i 2016, og han blev helt sensationelt champion i Östersund allerede som 18-årig i 2018. I fjor flyttede han til storebror Mattias på Hårby Gård udenfor Stockholm. Udover at hjælpe til med den store træningsstald slog han igennem som catchdriver og vandt ikke mindre end 197 løb, blot 20 år gammel. Han begyndte at få køreture af den amerikansk/italiensk/svenske træner Jerry Riordan, og da først og fremmest Aetos Kronos, som han blev tredje i Svensk Travderby med, inden han vandt Solvalla Grand Prix med den.

Magnus sad også bag Aetos Kronos i det snart berømte udtagelsesløb til Paralympiatravet i Halmstad, hvor Bold Eagle-sønnen trods fejl og hårde spor mosede sine modstandere. På næste søndag kører Magnus Djuse sit første Elitlopp med netop Aetos Kronos.

Fredag aften blev Magnus Djuse med sine 21 år altså yngst i Sverige til at nå 500 sejre. Jim Frick var 26 år gammel, da han i 1978 nåede milepælen, Erik Adielsson (1999) og Björn Goop (2001) var begge 24 år gamle ved deres respektive jubilæum.

Det er ikke ligetil at regne ud, hvem der har været yngst i verden til 500 sejre. At det drejer sig om en nordamerikaner, er der nok ingen tvivl om. Travservice gættede på Tim Tetrick, som vi nåede i nat, da han var på vej fra Chester Downs i Philadelphia til the Meadowlands. Tim oplyser, at han var 21 år gammel, da han nåede sin 1.000:e sejr. Canadieren Doug McNair, som i øvrigt vandt tre løb på the Meadowlands fredag aften, var blot 20 år gammel, da han vandt sin sejr nr. 1.000, så han har nok også været yngst til 500 sejre.