Den 64-årige australske travtræner Wayne Waltishbuhl, som er hjemmehørende i delstaten Queensland, har sat et meget anderledes mål, som han vil forsøge at nå, inden han slutter karrieren.

Der findes en speciel aftegnsbetegnelse for heste, som på engelsk kaldes for ”skewbald”, hvilke nærmest kan oversættes med broget. Betegnelsen dækker heste, som har aftegn udenfor de gængse områder for aftegn. Vi kender alle til større eller mindre hvide blisser eller sokker.
En skewbald kan have aftegn hvor som helst på kroppen, men det forekommer meget sjældent hos travheste. I Sverige har man haft traveren Macahan Hoss, og i Danmark havde vi for mange år siden hesten Ry Egedal, som havde en stor hvid plet på maven.
Jeg har ved et par tilfælde set skewbald-heste i New Zealand, men flest har jeg faktisk set i Irland. Alle har været pacers, pasgængere.
Wayne Waltishbuhls drøm og mål er at blive den første træner til at vinde et Gruppe I-løb med en skewbald.
Han har ledt med lys og lygte i flere år, og nu har han endelig fundet en egnet hest – netop i Irland.
Hesten hedder Beachisonfire og er en 3-årig hingst efter Sepia Sands, som er søn af den amerikanske tophingst Somebeachsomewhere. Moderen til Beachisonfire er en hoppe efter White Fire, og det er formodentlig fra hende, aftegnene kommer.
Beachisonfire har ingen aftegn på selve kroppen, men han har tre hvide sokker som går op over begge forknæ respektive en has, hvilket er nok til at kvalificere ham som skewbald.
Den unge hest er nu ankommet til Australien, og Waltishbuhls arbejde med at gøre den til en gruppe I-vinder kan påbegyndes.
