I dag kan Bornholms Travselskab markere, at det er 60 år siden travbanen i Almindingen åbnede og en af dem, der deltog i løbene dengang – blot 15 år gammel – er fortsat aktiv på banen
Tidligere overstarter, mangeårige kusk, opdrætter og hingsteholder Edgar Andersen, der forleden fyldte 75 år, har fået sit sidste opdræt – 60 år efter han modtog sit første føl.
Det blev et hoppeføl efter Ens Snapshot (US) og Mr Pine Chip (US)-hoppen Mill Smile (S), rekord 1,13,6.
Det er 60 år siden Edgar Andersen opdrættede sit første føl.
Det var Kaptajn Hald-hingsten Fenrik Hald, som Thalia (v. Casino The Great) fødte i 1960 for sin nye ejer, 15-årige Edgar Andersen.
Thalia havde Edgar Andersen købt for 2.250 kr., et beløb som han dels havde fået skrabet sammen ved salg af sin Frederiksborg-hoppe og dels lånt penge af sin far.
Føllet Fenrik Hald måtte kort efter sin fødsel undvære sin mor, fordi Edgar Andersen blev spurgt, om han ikke ville starte med hende på Bornholms første travdag, der var i dag, for 60 år siden, søndag den 19.juni 1960.
-Jeg blev lovet 50 kr. for denne start, fortæller Edgar Andersen, så det gjorde jeg selvfølgelig.
Man skulle ellers være 18 år for at deltage i løbene dengang, men det så man stort på denne dag.
Thalia kom sidst over mål, men Edgar Andersen fik sin 50 kr., og kunne nu spænde Thalia for sulkyen igen og ad landevejene se at komme tilbage til hjemmet i Klemensker.
Sønnen Fenrik Hald ventede og var godt sulten!
Derefter måtte Edgar Andersen vente til at køre trav igen til 1963, hvor han var blevet 18 år, og måtte op til den obligatoriske licensprøve tre år efter hans første start!
Et liv med masser af dyr
Siden er det blevet til et liv i hestens verden, specielt travhestene, og en masse dyr har han stadig på sin ejendom i Østermarie, selv om Edgar Andersen har vrøvl med sine hofter.
Der er f. eks. en masse duer og høns, – duer har han haft siden han var fem år, og skabene inde i stuehuset vrimler med pokaler fra hans mange fine dueopdræt.
For travsportens del blev det til cirka 230 sejre, heraf 206 sejre på Bornholm, men det blev også til en del sejre på den nedlagte Amager Travbane – ” min bedste travtid, det var da vi bornholmere startede på Amager i stor stil i nogle år – vi følte os altid meget velkommen”, fortæller Edgar Andersen.
Mange heste har han haft gennem hænderne i tidens løb, måske omkring 300 heste.
-Dengang solgte, købte, eller bare byttede, vi heste ret ofte og hurtigt, og hvor vi måske kun ejede en hest en uges tid, så solgte vi den videre, oplyser Edgar Andersen.
Hingsteholder har Edgar Andersen været i mange år, ikke kun travhingste, men også inden for oldenborgracen.
Rekordåret var i 1981, hvor han havde Rex Trolle (v. Francis Senator) opstillet som avlshingst.
Den fik efter Bornholmsk målestok imponerende 39 hopper tilført.
Det var en travl tid for Edgar Andersen, der også havde sit fuldtidsarbejde ved siden af at passe. Desværre var afkommene efter Rex Trolle ikke det store sus, men det er en anden historie.
Mange heste har han opdrættet gennem tiden, men nu er det som sagt slut efter 60 år.
-Sidste år fik jeg to Quid Pro Quo (S)-hingste, og de er nu til salg. Det er Hancock efter Mill Smile (S), og Hitchcock, efter Suset Bork (Great Challenger (US).
Den sidste sejr
Edgar Andersen vandt sin sidste sejr for 10 år siden.
Det skete i Bornholms Brand Parks 50 års jubilæumsløb for veterankuske.
Dengang virkede han som overstarter, og her afløser han stadig.
Så sent som sidste løbsdag, var han tilsagt for at være starter ved nogle af løbene.
Edgar Andersen er en af de mest kendte profiler i de 60 år, travbanen på Bornholm har eksisteret, og hvor han selv han været aktiv i flere forskellige funktioner i alle disse år.