Det er ikke første gang en nervesnittet amerikansk hest er involveret i en sag i Sverige. I 1988 blev det afsløret af den da 3-årige Cougar Lobell var nervesnittet og hesten blev diskvalificeret fra de løb, den havde deltaget i.
Der er et fortilfælde til Propulsion-sagen tilbage i 1988, hvor det blev afsløret at den da 3-årige amerikanske Cougar Lobell var blevet nervesnittet i USA før sin eksport til Skandinavien.
På den tid var det meget almindeligt at finske hesteejere købte heste i USA og på vej hjem var de i nogle måneder i træning hos Steen Juul.
Det var også tilfældet med Cougar Lobell, som Steen Juul startede flere gange med succes – både herhjemme og i Sverige.
Cougar Lobell vandt to løb på Åby, men da det kom frem, at hesten var nervesnittet, blev den diskvalificeret – ikke blot fra de svenske løb, men også fra de starter, den havde gjort i Danmark.
Sagen startede med et rygte, der efterfølgende blev bekræftet skriftligt fra det amerikanske centralforbund, at Cougar Lobell var nervesnittet.
Bemærkelsesværdigt i denne sag er det, at de præmier Cougar Lobell havde vundet, ikke blev reguleret til fordel for andre ejere.
Efterfølgende blev Cougar Lobell solgt til Italien, hvor den startede med succes og også blev anvendt i avlen.
Samtaleemne over hele verden
Sagen om Propulsion er det store samtaleemne inden for travsporten over hele verden.
Det er bevist, at hesten blev nervesnittet i USA den 29. april 2015, og solgt på auktion den 2. august samme år til Stall Zet og træner Daniel Redén.
Den 18. august blev det noteret i det amerikanske centralforbund at hesten var nervesnittet og det fremgår også af det eksportcertifikat, der blev udfærdiget af det amerikanske centralforbund 14. september 2015 og fremsendt til Svensk Travsport.
Det er altså hævet over alt tvivl, at Propulsion er blevet nervesnittet, og det er forbudt at starte en nervesnittet hest i Sverige.
Det store spørgsmål er: Hvad nu?
Skal hesten – som Cougar Lobell blev det – diskvalificeres fra samtlige løb den har startet i efter importen fra USA?
Hvordan med dens avlsgodkendelse? Og afkommene efter Propulsion?
Der er mange spørgsmål, der trænger sig på i denne sag!