TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Uhh – det var spændende!

af | 1. jun 2020 | Nyheder

Mange spændende opløb på Skive Trav, men ingen så spændende som det i Frosty Hanovers Mindeløb mellem Etype Cash og Emoji. Flere nye banerekorder.

At E-årgangen er den bedste i dansk travsport i nyere tid er hævet over enhver tvivl.

Og hvis nogen stadig skulle have tvivlet, fik de i hvert fald endnu et bevis på årgangens fortræffelighed i Frosty Hanovers Mindeløb på Skive Trav.

Etype Cash og Emoji løb dødt løb. Foto Flemming Andersen

Her var der kamp til stregen mellem Etype Cash (Ready Cash) med Gordon Dahl og Emoji (Broad Bahn) med Flemming Jensen.

Nu gør en spændende opløbskamp jo ikke en årgang til stjerner, men det gør hestenes præstationer!

E Type Cash sad det meste af løbet i dødens, mens Emoji fra sin startplads i anden række sad langt nede, men indledte et angreb med 700 meter tilbage og nåede næsten frem til Etype Cash på opløbshjørnet.

Ned gennem opløbet nærmede Emoji sig skridt for skridt, men det så ud som om at tapre Etype Cash kunne holde hele vejen til målet.

Det kunne den dog ikke!

Side om side passerede de to fine hingste målstregen.

Havde Emoji fanget Etype Cash?

Både ja og nej – for der var dødt løb og i ny banerekord for 4-årige hingste/vallakker – 1.12.7a/2060 m.

Etype Cash og Emoji skilte sig klart ud fra det øvrige felt, og styrkede deres Derby-aktier.

Lidt tilbage var det Elliot (From Above US), der besatte tredjepladsen, mens tyske Juan Le Pins med Robin Bakker blev nummer fire, begge i 1.13.2. Derefter på femtepladsen Eastboundanddown efterfulgt af Elegant CN – begge i 1.13.4. Sidste præmie til Enforalle P i 1.15.7g

Vindertiden var så nævnt ny banerekord – den gamle rekord havde Armani VP med 1.13.5, så de seks første heste over mål var uden den gamle banerekord!

Frosty Hanovers Mindeløb var det eneste af dagens storløb, der gik til hjemmeholdet.

Kilimanjaro med Robin Bakker. Foto Flemming Andersen

I Pay Dirts Mindeløb for 3-åringer holdt den veludseende hollænder, Kilimanjaro (Conway Hall) med Robin Bakker legestue med de danske årgangsheste og vandt sikkert efter tidlig føring i 1.14.8a/2060 m foran Fossa (Wishing Stone) med Steen Juul og den positive overraskelse, Frank Jr Bounce (Wishing Stone) med Rene Kjær – begge i 1.15.0.

Frank Jr Bounce var løbets mindst spillede hest – stod til 695:10!

Hidtil ubesejrede First Blood med Birger Jørgensen var i angreb ind i opløbet, men kræfterne slap op og den sluttede på en fjerdeplads i 1.15.2.

Robin Bakker og træner Paul Hagoort nøjedes ikke med sejren med Kilimanjaro, men vandt også Jubilæumspokalen med Tsunami Diamant (Gustav Diamant, der var totalt overlegen i ny banerekord 1.12.2a/2060 m – Slide so Easy med Flemming Jensen nummer to i 1.12.7, mens Wonderboy med Steen Juul klarede tredjepladsen i samme tid.

Suveræne Tsunami Diamant. Foto Flemming Andersen

Løbets store skuffelse var Copenhagen Cup-vinderen Heart of Steel med Peter Untersteiner, der allerede rundt i opløbssvinget var i store problemer. Den kom dog lidt igen i opløbet og blev nummer fire i 1.12.8.

Tsunami Diamant ser således fortsat ubesejret på Skive Trav – nu i tre starter, hvor den har vundet Frosty Hanovers Mindeløb, Lord Valentines Mindeløb og nu Jubilæumspokalen.

I Årets Lord Valentines Mindeløn blev der sat ny løbsrekord, da Marcus Lindgren-trænede Stoletheshow (Dream Vacation)med Jeppe Juel kunne føre fra start og til slut afvise Lewis Ale med Peter Untersteiner til sejr i 1.12.3a/2060 m.

Den notering ville et time tidligere have været ny banerekord, men den havde Tsunami Diamant jo snuppet med 1.12.2.

Men det var ny løbsrekord!

Stoletheshow afviste Lewis Ale. Foto Flemming Andersen

Dagens omsætning var mere end dobbelt så stor som på Musketerdagen i fjor

Da krøb den lige over millionen.

I dag blev der omsat for 2.246.499 kroner.