Don Cash med Jeppe Juel klarede sig bedst af de syv dansktrænede heste, der lørdag eftermiddag var til start på Jägersro.
Don Cash var til start i V4-spillet sidste afdeling, et stayerløb over 3140 m og var i lang tid toneangivende.
Ned gennem opløbet kunne det se ud til at den danske Ready Cash-søn med Jeppe Juel skulle tage stikket hjem, men på de sidste meter gled Ribaude (Conny Nobell) med Björn Goop forbi til sejr og hentede dermed førstepræmien på 100.000 SEK i 1.15.0/3160 m
Don Cash besatte andenpladsen i 1.15.4/3140 m og fik 50.000 SEK i andenpræmie.
Jeppe Juel havde yderligere tre heste med til Jägersro og af denne trio klarede 3-årige Rossi Garline (Readly Express) sig bedst, da den blev en tæt nummer tre i 1.16.7/2140 m – præmie 17.500 SEK.
De to andre Jeppe Juel-heste Forecast og Onceforall Face galoperede begge og blev diskvalificeret.
Henrik Thomsen havde en enkelt starter, Urgent Face (Lavec Kronos) med Jörgen Sjunnesson, der missede starten, men kom fint tilbage og blev en god nummer to i 1.14.8/2140 m – præmie 15.000 SEK.
Aarhus-træneren Michael Lønborg var til start med såvel Master of Disaster, der sluttede uplaceret og Leading Tile, der opgav efter galop.
Med startpræmien på 500 kroner (til heste uden for præmierækken) indløb de dansktrænede heste i alt 84.500 SEK – eller 57.300 DKK.-