Cerosso og Stefan Lind-Holm sikker i Erling Rügge Memorial efter et dramatisk løb.
Der var dramatik for alle pengene i årets første storløb på Bornholms Brand Park, hvor de tre indledende afdelinger blev vundet af Adolf Hjortshøj (Mr Flirt) med Mads Petersen, Sabber Klinteby (In Dix Huit) med Mads Petersen og Picasso Jetset (Gill’s Victory) med John Gommans.

I finalen blev Adolf Hjortshøj gjort til favorit og det også som ventet til føring fra start, men ud af første sving overtog Canavarro føringen.
Mads Petersen bag Adolf Hjortshøj skiftede dog med det samme til andet spor og så fik man løbets første duel, der efter 600 meter endte med, at begge heste galoperede!
Så var Bruce Shadow pludselig i front, men snart kom Sabber Klinteby frem til dødens og tempoet blev igen presset i vejret.
Søren K. Jensen forsvarede dog føringen og først en omgang senere kunne Sabber Klinteby overtage kommandoen, da feltet gik ud på sidste omgang.
Set i bakspejlet kostede Tom Olsens særdeles offensive taktik måske sejren, for Sabber Klinteby gik faktisk et topløb, men var chanceløs på de sidste meter, hvor Cerosso (Quite Easy U S) med Stefan Lind-Holm i sulkyen gik forbi til sikker sejr i tiden 1.21,7/2120 meter.
Picasso Jetset sluttede forrygende af til andenpladsen, mens Sabber Klinteby holdt tredjepladsen.
I den indl. afdeling blev Cerosso nummer to bag Adolf Hjortshøj efter en stærk præstation. Det blev således til galop fra start, men Stefan Lind-Holm fik snart kontakt med feltet og ind på opløbet speedede Cerosso frem til andenpladsen.
Hattrick til John Mikkelsen
Med sejren i Erling Rügge Memorial er Stefan Lind-Holm nu noteret for fem sejre på Bornholms Brand Park i år – tre sejre efter den førende Martin Sjøholm Jensen, som havde en uheldig dag med en andenplads som bedste resultat.
Dagens profil blev John Mikkelsen med et ægte hattrick, idet den tidligere amatørchampion vandt 4., 5. og 6. løb med hhv. Corner Tiki (Great Challenger), Baunely’s Diamant (Magic Technique) og Waterjet (Flirtin Man)!
De to sidstnævnte trænes af John Mikkelsens hustru, Anne Kristine Mikkelsen og ejes af anpartsstalden Team Il Chicco.
