En mangeårig travgæst, Robert Nedergaard tog også i år turen til Solvalla, men det blev af flere årsager ikke den oplevelse han havde set frem til. Det skriver Robert Nedergaard i et indlæg til Talerstolen.
Efter tre dages travfest i Stockholm, finder jeg anledning til at kommentere en danskers syn på den oplevelse løbene og underholdningen på Solvalla bød – i selskab med nogle af verdens bedste travheste og -kuske.
Det sportslige kan der ikke pilles så meget ved. Det skulle lige være, at Elitloppet for andet år i træk blev skæmmet af en storfavorits afbud i sidste øjeblik.
I fjor dummede franske Bold Eagle sig og blev bortvist.
I søndags missede svenske Readly Express chancen for deltagelse i verdens største sprinterløb sekunder før start på grund af halthed. Det andet svenske håb, Propulsion, skuffede fælt, og man fornemmede, at de hårde løb i Frankrig her i vinter, har skadet mere end godt er.
Gennem mange år har svensk travsport ved Elitlops-meetinget fastslået sin dominans i de fleste af løbene, men tronen er begyndt at vakle. Italienske, franske, finske og norske heste blander sig mere og mere i programløbene, som omkranser hovedløbet.
Den blå-gule glorie, som knyttede sig til den stocholmske travfest, er begyndt at falme.
Det har kostet svensk travsport mange millioner kroner, at den svenske Rigsdag i fjor tog beslutning om registrering af spillere for at give dem lovlig adgang til totoen.
En indsats for ad den vej at undgå hvidvaskning af penge.
Som så ofte før i et EU-land, har man ladet den store kanon og indstillet sigtet på skurkene, men i stedet rammer man spurvene.
Ikke okay og ærgerligt, at det skal gå ud over den almindelige svensker eller tilskuer, der ser chancer i at spille en hundredelap på en hest, der har fanget hans øje.
Hvorvidt denne spillerregistrering på lang sigt vil koste såvel ATG som den svenske stat penge, er for tidligt at spå om.
Folk vil med tiden vende sig til det nye, men det har kunnet mærkes i den nu forgangne Elitløbs-weekend.
Mange gik forgæves til boderne, fordi en registrering med pas eller anden foto-legitimation varede næsten ti minutter.
Man så mange sure miner på grund af den slags stop.
Nok om det, men der findes også en anden vifte af kundepleje, som Solvalla burde gøre noget ved.
Da vi ankom søndag formiddag mødtes vi af en lang kø, fordi adgangen til tilskuerpladserne var suspenderet yderligere en halv time.
Regnen væltede ned, og mange i køen blev pjaskvåde, men det anfægtede ikke de officials, som tog sig af entreen.
Lidt smidighed fra den kant kunne have været rart.
De seneste års succeser har hævet priserne på alt.
Lige fra ordinære hårde stole til de dyre eksklusive restaurationspladser. De pladser, vi havde købt, blev af arrangøren angivet som restaurationspladser på målläktaren, men det viste sig at være en vippeplade af hårdt træ , et sæde med mulighed for at spise i en hule inde bag ved.
Et menukort præsenterede sig her med priser i niveau med de dyreste restaurationer i København.
Svensk mad naturligvis, og vist kan det været udmærket, men til et internationlt publikum passer det ikke rigtigt, når der lørdag serveres krebinetter af fiskefars med syrlig sov og en for nogen uspiselig forret. Begge dage røg den forrret direkte i affaldsspanden.
Hvad der skulle have været et kulinarisk supplement til travfesten, blev en oplevelse, der stillede spørgsmålet: Hvad med næste år?
Skal vi blive hjemme?
Robert Nedergaard
Ramløse