TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Provinsgaloppens største dag

af | 26. maj 2019 | Nyheder

Mens travsportsinteresserede er fokuseret på Elitloppet i Stockholm gælder det løbene på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus for de galopinteresserede søndag eftermiddag.

Hovedløbet på Jydsk Væddeløbsbane i eftermiddag kan skrive sin historie tilbage til 1921, og er dermed et af de ældste hestevæddeløb i Danmark.

Dengang hed løbet Jyllandsløbet, og selv om det efterhånden er mere end 25 år siden, man ændrede løbets navn dtil Jydsk Derby, så hænger ”Jyllandsløbet” fortsat ved netop dette løb.

Det er provinsens største galopløb og har i år en samlet præmiesum på 350.000 kroner med 175.000 kroner til vinderen.

9 heste kommer til start og storfavorit er Sir Churchill med Oliver Wilson – en hest, der ejes af Karin Salling og trænes af Marc Stott.

Sir Churchill blev i fjor købt for over 700.000 kroner på auktion i England – den vandt sin debut i fjor på Klampenborg legende let, men i følgende starter er det bedst blevet til en tredjeplads og to femtepladser.

På handicaptal (Formtal) er Sir Churchill imidlertid eftermiddagens konkurrenter klart overlegen – den står til 85, hvor næsthøjeste hest, Sankt Peder står til 75!

Jydsk Væddeløbsbane har i øvrigt nyligt fået en donation fra Købmand Herman Sallings Fond på i alt 1.275.000 kr.

400.000 kr. er givet som tillægsbevilling til etablering af uderækkebokse, der vil give mulighed for opstaldning af flere heste, samt en ny ansøgning på 875.000 kr. er blevet imødekommet til indkøb af traktorer til brug for optimering af trænings- og løbsbanen.

»De to donationer fra Købmand Herman Sallings Fond giver os mulighed for at fortsætte arbejdet med at forbedre vilkårene for hestene og de aktive. Der er pres på boksantallet, såvel i dagligdagen som på løbsdage, hvorfor en udvidelse af kapaciteten længe har været yderst tiltrængt,« siger Jydsk Væddeløbsbanes direktør Flemming Sunn.