TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice pĂĄ facebook

Legeværk for Bel Avis og Bazire

af | 1. maj 2019 | Nyheder

For tredje gang vandt Jean Michel Bazire Gran Premio Lotteria, men for første gang med en egentrænet hest.

Bel Avis med Jean Michel Bazire vinder sikkert Lotteria foran inderbanens Disco Volante. Foto Gerard Forni

8-årige Bel Avis (Ganymede) er en af flere gode heste i Jean Michel Bazires stald, men som vallak har den været afskåret i at starte i franske Gruppe 1-løb, og hvis den har startet i Gruppe-løb, så har det været Gruppe 2 og faktisk mest Gruppe 3- løb.

Men Bel Avis var god nok til at kunne vinde en sikker sejr i Italiens største internationale travløb, Grupper 1-løbet Gran Premio Lotteria på Agnano-banen i Napoli.

Efter sejr i sit forsøg, hvor den på imponerende vis reparerede en stor startfejl, var Bel Avis spillet til favorit i finalen, hvor førstepræmien var på 252.164 Euro – eller cirka 1.9 millioner kroner!

Fra italiensk side var tiltroen til ”gul mand”, Alessandro Gocciadoro med Vitruvio ellers stor efter dette par havde vundet et forsøg i 1.11.5a/1600 m – i øvrigt den hurtigste vindertid i de tre forsøg.

Den tredje forsøgsvinder, Disco Volante med Bjørn Goop tog spids i finalen og fik Vitruvio udvendigt for sig med Bel Avis i ryg.

Og så var løbet jo egentlig afgjort.

Rundt i opløbssvinget indledte Bazire sit angreb, og Bel Avis svarede godt.

Ned gennem opløbet kunne Bazire lade hesten gøre arbejdet færdigt, mens han på bedste showman-maner tog benene ud af fodbøjlerne, og sad i ”V-stilling” de sidste 50 meter op mod mål.

Showmanden jean Michel Bazire brillerede op mod mål bag Bel Avis ved at tage begge fødder ud af fodbøjlerne og løfte dem op. Foto Gerard Forni

For mange morsomt at se på – og det gav løbet et ekstra pift, men det hører altså ingen steder hjemme – og slet ikke i et million-løb – at lave sådanne akrobatiske kunster i en sulky.

Vel gik det godt, men hesten kunne snuble – og så…!

Bel Avis tog sin 20. sejr i karrieren i blot 55 starter og præmiesummen, der i forvejen var betragtelig, blev altså forøget med 252.164 Euro samt 10.580 Euro fra forsøget til 948.534 Euro.

Bel Avis sejrede i 1.11.3a/1600 m

Løbets positive overraskelse, svenske Disco Volante med Bjørn Goop, der trænes af Stefan Melander, besatte andenpladsen i 1.11.8, mens italienske Ursa Caf med Antonio Esposito blev nummer tre i 1.11.9.

Foto Gerard Forni

Sidste års vinder, Urlo dei Venti med Antonio di Nardo var femte i 1.12.3. Vitruvio gav helt p og galopperede i opløbet.

Forinden havde Gocciadoro vundet Consolationløbet med 12-årige Arazi Boko (Varenne), der vandt i 1.11.1a/1600 m – her var Copenhagen Cup-hesten Voltaire Gifont med Pietro Gubellini nummer fire i 1.11.6a/1600 m.