TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 14.04.2019

af | 14. apr 2019 | Nyheder

Ingen væddeløb i Danmark i dag! Hvad gør man så?? Noget om situationen i dansk trav og galop.

I det hellige samarbejdets navn er der nogle søndage henover året, hvor der ikke er hestevæddeløb i Danmark.

Dansk travsport er lillebroder i forholdet til Sverige, og det er bare at rette ind til højre, og tage de løbsdage, der passer ind i det store billede, hvor Sverige og Norge er de vigtigste aktører.

Umiddelbart en skidt løsning, når man står i situationen i dag med en væddeløbsfri dag i Danmark, men jeg tror at man skal huske på, at vi så har fået nogle andre løbsdage, som kan opveje f.eks. dagen i dag.

Tag nu bare det faktum, at vi nu har tre V75-dage i Danmark i år!

Det havde vi aldrig opnået, hvis ikke samarbejdet med Sverige var blevet så formaliseret, som det nu et tilfælde.

Og det er jo sikkert bare starten!

Men vi mangler at få sat det skib i søen, der skal udbrede kendskabet blandt danskerne til trav- og galopsporten!

På sæt og vis har vi nu et sportsligt fundament, der er i orden – i hvert fald ud fra de økonomiske muligheder der findes.

Kendskabet til spil på heste halter gevaldigt efter.

Selv om det nu er 18-19 år siden man begyndte at kunne spille efter millionerne i det svenske V75-spil, så er kendskabsgraden til at man kan deltage i dette spil hos DanToto utrolig lav.

Nærmest ikke eksisterende.

Vi skal have udbredt kendskabet til hestevæddeløbssportens spilleformer – ellers bliver det løb på dyrskueniveau om 10-12 år.

Det er nu 15 måneder siden spil på heste blev liberaliseret, og vi venter stadig på at den nye lovgivning – udover sikkerhedsnettet på 75 millioner kroner årligt – udmønter sig i øget omsætning.

Oprindeligt var tanken med liberaliseringen at hestespillet skulle tilbage til sporten – men her valgte man at sende stafetten videre til Svensk Travsport og ATG.

Inden for det kommende år vil man opleve, at der er en række krav fra svensk side til indretningen af de danske væddeløbsbaner, der skal opfyldes.

Det er bl.a. krav om indhegning af banearealet.

Allerede nu har samarbejdet med svenskerne også betydet, at på de fleste løbsdage er der udvidet bemanding i Dommertårnet.

Lysanlæggene på flere baner skal også forbedres.

Mon ikke også, der kommer et krav om adgang til staldterrænnet – som det er i dag, at det jo frit frem at gå ind på de danske væddeløbsbaner – og personer der har ondt i sinde, har ikke svært ved at kunne sabotere hest eller udstyr på den ene eller anden måde.

Alt det her koster mange penge, og derfor er det meget nødvendigt, at den aftale trav- og galopsporten har med svenskerne snart begynder at fungere optimalt.

Her tænker jeg især på det ATG-ejede Bet25 og dets hestespilselskab, Derby25, der skulle være undervejs.

Det er bydende nødvendigt, at Derby25 snart kommer i gang – selv om det er ATG-ejet, så vil overskuddet fra selskabet kunne gå til at understøtte dansk trav- og galopsport.

DanToto vil fortsat være i markedet og vil slås for sin markedsandel, der jo i dag er 100% når det handler om totalisatorspil til udenlandske væddeløb.

Hestespil til udlandet får dansk trav og galop intet ud af gennem DanToto, derimod får trav- og galopsporten 8% af dansk spil til danske hestevæddeløb.

Den model er imidlertid meget uheldig, når vi ser på Vinder/Plads samt bookmaker spil.

I Vinder/Plads er der en tilbagebetaling på 80% – dvs. der udtages 20% af omsætningen til spil-arrangøren. Af dette skal f.eks. DanToto betale 8% – dvs. så er der 12% tilbage til drift etc. – og så skal DanToto desuden betale en toto-afgift.

De 8% er også meget uheldig for bookmakerne, der normalt opererer med en tilbagebetalingsprocent på 92- 93!

Bookmakeren opererer altså med en fortjeneste på 7-8%, når han udbyder fastodds spil på sportsbegivenheder.

Men ved fastodds spil på trav- og galopløb skal bookmakeren betale en bruttoafgift på 8%.

Disse 8 % skal oveni de 92-93%, så i forhold til sportsspil bliver fastodds spil på heste uinteressant for såvel spillerne som bookmakerne.

Når loven om Spil på Heste skal revideres – forhåbentlig inden alt for længe – må dette være et vigtigt punkt at få ændret!

I stedet skal der indføres en afgift på bruttospilleindtægt (indsats fratrukket gevinster) – det vil betyde, at bookmakerne kommer til at betale en afgift af sit overskud i stedet for de 8%.

Men på den korte bane må vi håbe, at der snart kommer en mail om, at nu har Derby25 åbnet for spil!

Den mail behøver dansk trav og galopsport!