Efter Erlings sæsondebut i 1.14.9/2140 m lørdag på Jägersro kunne Eastboundanddown i dag sæsondebutere på bedste vis i Aalborg.

Med afstamningen Explosive Matter – Nobodybeatsthebeat er Eastboundanddown født til at blive noget stort, og den viste da også som 2-åring, at den har evner udover det sædvanlige.
Den virkede dog tung og havde en rund forgang, men det indtryk blev slettet i søndagen sæsondebut, hvor Eastboundanddown med Birger Jørgensen kom til start uden sko, og det gav en lettere og smidigere aktion.
Eastboundanddown sad tidligt spids, mens en anden sæsondebutant, Enforalle P (Ens Snapshot) med Kent Friborg blev sat af i dødens.
Tempoet var ret konstant hele vejen – ned ad sidste langside gik Enforalle P tættere op udvendigt, men rejsen i andet spor sad i benene i opløbet, hvor Eastboundanddown forsvandt til en sikker sejr i 1.15.6a/2140 m, mens en tapper Enforalle P holdt hjem til andenpladsen i 1.15.8.
Derefter Express Bork (Beaumont Hanover) med Morten Friis, der havde siddet i ryg på Eastboundanddown hele vejen på tredjepladsen, kort foran Epicwildfire MT (Ens Snapshot) med Jeppe Rask, der sluttede fint af efter afventende kørsel. De fik begge noteret 1.15.9.
Jo, de er gode i E-årgangen . og der er mange talenter!