TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Skæbnedag for Bold Eagle

af | 12. mar 2019 | Nyheder

Har Bold Eagle fortsat en karriere i løbene eller er en flot karriere slut! Det vil en dyrlægeundersøgelse i dag måske give svaret på.

Har Bold Eagle med Franck Nivard. startet for sidste gang? Foto: Gerard Forni

Efter den skuffende indsats i Grand Criterium de Vitesse på Cagnes sur Mer søndag eftermiddag er Bold Eagle nu tilbage i sin vante boks hos Sebastian Guarato i Le Menil-Berard, der ligger vest for Paris.

Her vil den i dag blive gennemgået af Guaratos faste dyrlæge og resultatet af denne undersøgelse, der også vil omfatte blodprøver vil være afgørende for hestens fremtid som væddeløber.

Hvis det viser sig, at det f.eks. var en halsbetændelse, der var årsag til hestens svage indsats i søndags, så kan vi fortsat forvente at se fransk travsports flagskib i løb fremover, men var det Bold Eagle, der selv sagde stop – ja, så er løbskarrieren endegyldigt ovre.

Bold Eagle har startet 61 gange, har vundet 53 sejre – heraf er ikke færre 18 sejre i Gruppe1-løb.

Hans bedste notering er 1.08.4 sat ved den imponerende sejr på Solvalla i indledende heat i Elitloppet for to år siden.

I alt er det blevet til 4.444.620 Euro i indkørte præmier.

Ved siden af løbskarrieren har Bold Eagle også virket i avlen, og her er han kommet fint fra start med sin første årgang, der er tre år i år.

Hoppen Green Grass er en af årgangens allerbedste og har foreløbig tjent 238.900 Euro og i Sverige har sønnen Aetos Kronos gjort sig godt bemærket med rekord 1.13.8 – 449.050 SEK.