TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

70 år

af | 2. dec 2019 | Nyheder

Som den tredje danske travtræner inden for kort tid, fylder Egon Nielsen i dag 70 år.

Der er blevet væsentlig længere mellem køreturene – faktisk har Egon Nielsen ikke kørt løb siden oktober måned i fjor, hvor det blot blev til en enkelt start med Strong Winner.

Strong Winner var også hesten, der i 2014 gav Egon Nielsens sin seneste sejr da parret vandt på Lunden. Det var Great Challenger-sønnens fjerde sejr og Strong Winner er stadig at finde på Lunden-trænerens træningsliste, der derudover kun omfatter 6-årige Bob Gardenia.

Tidligere har Egon Nielsen i mange år drevet en lille, men velfungerende stald, hvor de største stjerner har været heste som Alvin Ranger, Hemigrant og Jenna.

Han startede sin karriere inden for travsporten i sommeren 1963, hvor han fik job som “ungarbejder” hos Sophus Bügel-Hansen (barnebarn af Sofus Sørensen). Egon nåede også at være ansat hos Hans Bagge, Børge Grandahl, Leif Nielsen og Kurt Køppen inden han 1. november 1977 startede som selvstændig træner med stald på Skovbo.

Allerede i 1976 vandt Egon Nielsen dog sin hidtil største sejr, da han var først over stregen i Treårsstjernen på Lunden med Ole Nexø-trænede Vichy Desir, som træneren selv havde vundet Dansk Opdrætningsløb med året forinden.

I mange år var Egon Nielsen “privattræner” for sin svoger, Kjeld Grandahl, men i dag omfatter stalden som nævnt kun to heste, som han selv ejer.

Travservice.dk iler med et stort tillykke på dagen til Egon Nielsen.