TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

7 hurtige på Lunden

af | 31. mar 2017 | Nyheder

Der var ikke den helt store meldelyst, da listerne mandag skulle laves til løbene på Lunden i eftermiddag.

Det blev derfor bare til syv løb med skandinavisk spil og der gives bl.a. sæsondebut til Steen Juuls 4-årige Bandit Brick (Yankee Glide).

Han er indtil nu vinder af 8 løb i 9 starter og de heste han møder denne gang bør ikke give problemer med at tage karrierens 9. sejr.

Han har ikke startet i godt og vel tre måneder, men Juul plejer at have dem klar efter pause og har det sikkert også her.

I samme løb er der også sæsondebut for Jens A. Hansens Arthur Halbak (Racer Bourbon) og den nu 5-årige vallak viste sidste år ganske fine takter med fire sejre i 18 forsøg og over 60.000 kr. indkørt.

Normalt løber han dog forgæves mod Bandit Brick….

Mere Juul

Ellers kunne det – som sædvanlig efterhånden – komme til at handle meget om Steen Juul.

Han kører i hvert fald storfavoritten i 2. løb (V5-1) i form af Peakadilly (Mythical Lindy), der fejlfrit ikke kender disse konkurrenter.

Også Bootz Simoni (Quatre Juliet) i løbet efter står på forhånd med gode chancer selv om sprinterdistancen måske ikke lige er hendes fordel.

Hans sidste køretur i V5-spillet A Perfect Torkdahl (Andover Hall) er også en af de bedre chancer uden at være et oplagt emne til en V5-blanker.

Et kæmpetalent slutter han dagens program med og det handler om 3-årige Chandon (Muscle Hill – Windylane Hanover v. Lindy Lane).

Han er godkendt på 1.18,0/2020 volte og så ikke ud til at være i nærheden af at være tømt på det.

Nu har han trukket indersporet bag bilen og det kan måske give anledning til panderynker, men modsat er der kun syv forholdsvis urutinerede heste med i løbet så umiddelbart ligner Chandon en sikker vinder på linje med førnævnte Bandit Brick!!!

15.45 er der start til 1. løb og 7. og sidste løb køres kl. 17.37.

Baneprogram kan downloades her: Baneprogram Lunden