Efter Pointberegningen til DanToto Dansk Trav Derby er præmiesummerne til såvel Derbyet som Hoppe Derby beregnet, og de bliver større end de to seneste år.
Vinderen af årets Dansk Trav Derby kan se frem til at modtage en førstepræmie på 605.000 kroner.
Det er 45.000 kroner mere end Bvlgari Peak og Axel, der har vundet de to seneste år, hver især fik for sejren.
I Dansk Hoppe Derby bliver førstepræmien på 357.500 kroner mod de 320.000 kroner, som Bikini fik i fjor. Det samme gjorde Amulet også i 2016.
Den samlede præmiesum i Dansk Trav Derby bliver på 1.210.000 kroner, mens der skal fordeles 715.000 kroner til hopperne.
Det er dog langt fra en rekorddotering, der bliver tale om i år.
Da Stand and Deliver vandt Dansk Trav Derby 2013, var der 1.420.000 kroner at køre om med halvdelen til vinderen, mens Dansk Hoppe Derby 2013, der vandtes af Sunbeam, havde en samlet præmiesum på 800.000 kroner. Også med halvdelen til vinderen.
For 10 år siden fik Magic Sisa 650.000 kroner for at vinde Dansk Trav Derby, mens der var 385.000 kroner til Mathilde Trøjborg for sejren i Dansk Hoppe Derby.
På søndag køres Derbyprøverne på Charlottenlund Travbane – herfra kan 10 heste kvalificere sig til start hhv. i Dansk Trav Derby og Dansk Hoppe Derby.
Hertil kommer to wild cards I hvert Derbyløb, der gives til de højstplacerede i Pointberegningen, der ikke kvalificerer sig på søndag.