TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

6. Derbysejr til Robin Bakker

af | Nyheder

Den hollandske travkusk, Robin Bakker, som vi flere gange har set til start i Danmark, vandt søndag eftermiddag sin 6. sejr i det tyske travderby.

Hvis nogen har domineret det tyske derby inden for de sidste otte år så er det makkerparret, Robin Bakker som kusk og Paul Hagoort som træner.

Søndag eftermiddag vandt parret for sjette gang Deutsches Traber Derby på Mariendorf-banen i Berlin,

Vinderhesten var Wild West Diamant (Muscle Hill), som efter et løb midt i feltet, blev sendt til angreb med 500 meter tilbage, og i opløbet strøg forbi konkurrenterne til sikker sejr i 1.12.1a/1900 m.

På andenpladsen fulgte Straight Flush (Pastor Stephen) med Michal Nimczyk i 1.12.3, mens Toto Barosso (Ready Cash) med Peter Untersteiner blev nummer tre i 1.12.5.

Derbyets kæmpefavorit, Keytothehill (Quite Easy) med Heinz Wewering – spillet til 13:10 – galoperede kort efter start. Det samme gjorde Venture Capital (Broad Bahn) med Michael Larsen.

Wild West Diamant har den tyske hoppe Mustang’s Sally (Quick Wood) som moder og er hendes første afkom. Mustang’s Sally var selv en fin væddeløber, der satte rekord 1.12.6 og tjente 88.030 Euro.

Derbysejren, der var 94.525 Euro værd, kom i 8. start for Wild West Diamant. Det er blevet til 3 sejre og 5 andenpladser og hans samlede indtjening er nu 135.811 Euro.

Wild West Diamant startede to gange som 2-åring, hvor den var nummer to til Namanga Bo i debuten i 1.17.2a/1900 m i Berlin, men vandt herefter et Breeders Crown-løb i 1.14.4a/1900 m.

Den sæsondebuterede i år på Halmstad, hvor Wild West Diamant blev nummer to til Thomas Lind-Holms opdræt, Furies Rain.

Efter yderligere tre andenpladser – heraf to til derbyfavoritten Keytothehill – vandt Wild West Diamant sin derbykvalifikation – og nu derbyet i ny løbsrekord 1.12.1!

Den gamle rekord havde Mister F Daag med 1.12.3a/1900 m , som Robin Bakker også kørte til sejr og som Paul Hagoort også trænede.

Det tyske travderby køres normalt den første søndag i august, men på grund af Covid19-pandemien var det udskudt til denne weekend.

NB. Det har været fremme at dette års tyske derbyheste får en ekstra derbychance i 2021, idet tysk travsport har indført, at derbyet skal være for 4-åringer.

Det er imidlertid ikke årgang 2017, der får to derbychancer, derimod årets 2-åringer – årgang 2018 – der skal løbe Deutsches Traber Derby i såvel 2021 som i 202.