TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

500 starter er ikke verdensrekord!

af | Nyheder

Når den italienske traver, Noodles Bieffe på tirsdag gør sin start nummer 501 i karrieren, vil det ikke være verdensrekord – den har en amerikansk traver med 526 starter!

Italienske Noodles Bieffe har haft en dansk kusk engang, nemlig Trine Uhrt Pedersen. Foto privat

Efter vi skrev om en mulig verdensrekord af italienske Noodles Bieffe, har en god ven af travservice, finske Mitja Nummenmaa hørt af sig, og han kan ikke blot fortælle om såvel en amerikansk traver som en amerikansk pacer, der har flere starter end Noodles Bieffe, men også om en finsk koldblodstraver, der har startet mere end 1.300 gange og vundet 348 sejre!!

Men den finske koldblodstraver holder vi uden for varmblodstraverne, og i stedet må det være den amerikanske traver Mor Mac Howard, der er indehaver af verdensrekorden, når det kommer til antal starter.

Mor Mac Howard var født i 1973 og havde paceren Adios Senator som fader og travhoppen Hasty Honor v. Speedster som moder.

Mor Mac Howard startede først som 4-åring i 1977 og sluttede sin aktive karriere i 1986, hvor den altså var 13 år gammel.

Mor Mac Howard startede i alt 526 gange og vandt 88 sejre, men det må fortrinsvis have været dyrskueløb – men dog anerkendte løb – som den deltog i, for den tjente ikke mere end 27.737 dollars!

En amerikansk pacer startede dog endnu flere gange.

Det var Stacey’s Echo, der var født i 1984. Den indledte sin løbskarriere som 3-åring i 1987 og sluttede i 1998 som 14-årig.

Da havde den startet 603 gange og vundet 100 sejre, og også Stacey’s Echo fik et beskedent udbytte af alle sine starter, idet den kun tjente 45.751 dollars.

Tilbage til italienske Noodles Bieffe, der er still going strong i en alder af 14 år.

I december 2018 kørte danske Trine Urth Pedersen Noodles Bieffe i en afdeling af EM for Kvinder i Firenze.

Noodles Bieffe og Trine Urth var spillet til odds 109,70, men formåede alligevel at placere sig som nummer fire.