TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

50-års Jubilæumsløb på Sydhavsøerne

af | 13. okt 2016 | Nyheder

16. oktober 1966 var første gang der blev kørt væddeløb på det daværende Lolland Falsters Væddeløbsbane og det forlyder fra de, der var med dengang, at vejrguderne var særdeles dårligt stemt overfor det nystartede selskab.

Regnen silede ned – lidt ligesom det har gjort på disse breddegrader de sidste par dage – og banen var tung ligesom alle udenomsarealerne mere var til vandpantomime.

Torsdag aften køres banens 50-års Jubilæumsløb om 50.000 kr. med halvdelen til vinderen og det har lokket 10 heste frem til start.

Løbet er et flerklasseløb over 2640 meter, men da der ikke var nogen med højst 60.000 kr. tilmeldt står hestene op til 130.000 kr. fra spids i løbet.

Det kan blive svært at give meter forud til sådanne heste og givet er det da også, at heste som Adam Rush, Vakse Viggo og måske også Vores Wozniacki bliver svære, men fra næste tillæg kommer Samson Kaski – trænet af Heidi Andersen – og han har endnu ikke forladt NFT som taber i foreløbig to starter.

Løvfaldspokalen med 12

Et rigtig godt løb er også V5-finalen – Løvfaldspokalen. Her var egentlig meldt hele 15 heste, men i auto er der som bekendt kun plads til 12 og derfor kom man ud for det sjældne, at man skulle tvangsslette.

Her ligner en anden Heidi Andersen-hest – Saint Emilion – et godt bud på sejren. Også den har en fin statistik på NFT – dog ikke som ubesejret, men tæt på.

Tchai Bakkely vandt enkelt sidst han startede på NFT og Ethiopia River er formtoppet og derudover advarer træneren for Primacy, der har vældig fin form og givet bliver lidt overset på V5-spillet.

Der køres 8 løb denne torsdag med start kl. 18.30 og sidste løb planlagt til 21.03.

Baneprogrammet kan ses her: Baneprogram