TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

40 års jubilar i fin form

af | Nyheder

På søndag kan dansk travsports måske største navn gennem tiderne, Steen Juul markere, at der er 40 år siden han åbnede sin egen træningsstald. I aftes var Steen Juul i fokus på Falster-banen, hvor han vandt to løb og en andenplads i seks starter.

40 års jubilaren Steen Juul vinder her med Sambuca Knick. Foto RH Foto

40 års jubilaren Steen Juul vinder her med Sambuca Knick. Foto RH Foto

Steen Juul er ofte gæst på den lukningstruede Car Center Racetrack, og i aftes var han til start 6 gange. Det blev til sejre med de to egentrænede Veronica Derm (From Above og Sambuca Knick (Varenne) samt en andenplads med Panamera Racings Limited Edition.

Efter at have været jockey ved bl.a. sin svigerfader, Aarhus-træneren Børge Simonsen nedsatte Steen Juul Nielsen – som han hed dengang – sig som selvstændig træner på Skive Trav den 1. december 1974.

Det var ikke helt tilfældigt, for Steen Juul er født og opvokset i Skive og hele familien var meget travinteresserede.

Steen Juul slog hurtigt sin navn fast som en af banens førende trænere, og han markerede sig også på landets andre baner med stor succes.

Det betød, at han i 1982 blev hentet til Charlottenlund Travbane, hvor han startede den 1, december 1982.

Den 1. december har således været et omdrejningspunkt for Steen Juuls professionelle karriere.

I år vinder Steen Juul sit trænerchampionat nummer 25 på hovedstadsbanen og slår dermed legendariske N. J. Kosters rekord på 24 championater.

Steen Juul markerer jubilæet med en reception i stalden på Charlottenlund Travbane på søndag fra klokken 12.00.