TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

4-års Prøver-JVB: Festival of Speed fortsat ubesejret

af | 11. jun 2021 | Nyheder

Festival of Speed med Steen Juul er fortsat ubesejret i karrieren og vandt sin 4 års Prøve overlegent, mens der var mere kamp om sejren, i de to andre prøver som vandtes af hhv. Freeze og Fireblade.

Festival of Speed med Steen Juul Arkivfoto Ole Hindby

Når Jydsk 4-årings Grand Prix 2021 køres søndag den 27. juli på Jydsk Væddeløbsbane vil Festival of Speed med Steen Juul gå til start som kæmpefavorit!

Fredag eftermiddag vandt den 4-årige hingst, der ejes af Kirsten Nielsen m.fl. sin 8. sejr i træk, og den gik alene over banen ved sejren.

Der er ingen tvivl om, at Steen Juul her har en hest, der har format, og det viste den igen i dag, men samtidig skal det med, at konkurrenterne – ja, det er nok et forkert ord at bruge her – de andre deltagere passer bedre – var meget svage.

Festival of Speed (Cantab Hall DE) sad i spids fra start til mål og sejrede i 1.16.4a/2360 m foran næstfavoritten Felix med Rene Jonassen i 1.17.2 – Felix havde næppe en god dag – den løb meget skævt med hovedet undervejs, og i formal forfatning burde den have fulgt Festival of Speed bedre.

Tredjepladsen, der som vinder og andenhest, også giver startplads i Grand Prix-løbet tog Freiherr Faust med Jeppe Juel sig af i 1.17.5.

Fireblade med Rene Kjær når forbi Frederik med Gordon Dahl.
Foto Ole HIndby

Lige så hurtig som Festival of Speed, men i en tæt opløbskamp, løb Jan Friis-trænede Fireblade (Ens Snapshot) med Rene Kjær, der på en fin afslutning fangede Frederik med Gordon Dahl og sejrede med en halv længde. Begge løb 1.16.4a/2360 m – som sagt samme tid som Festival of Speed.

Rundt i opløbssvinget og ind i opløbet lignede dette løb et opgør mellem førende Fossa med Flemming Jensen og udvendige Frederik med Gordon Dahl, mens Fireblade lå omkring 15-20 meter tilbage.

Ned gennem opløbet fik Frederik grebet på Fossa, men den kunne ikke svare Fireblade.

Fireblade fortsætte således sin fine udvikling og må nu siges at have etableret sig i årgangens top.

Fossa skuffede på tredjepladsen, men spids og et stadig tryk af sin tidligere staldkammerat Frederik er nok ikke den menu, som Fossa skal leveres.

På fjerdepladsen løb Frisk med Casper M. Nielsen i samme tid som Fossa, nemlig 1.16.8.

I vor foromtale til 4 års Prøverne skrev i overskriften: Dukker der en ny stjerne op i eftermiddag?

5 Freeze med Jeppe Juel var fejlfri – og så vandt den foran indvendige First Blood og udvendige Fetlock Joint. Foto Ole Hindby

Og ja – det gjorde det og det var Freeze med Jeppe Juel, der sejrede i den hurtigste notering i prøverne – 1.15.8a/2360 m.

I denne prøve var det Morten Juul-trænede First Blood med Birger Jørgensen, der var storfavorit, og da var da også i spids ind i opløbet, men kunne ikke afvise angrebet fra Freeze (Ganymede), der sejrede kort foran First Blood og Fetlock Joint med Rene Kjær – alle fik noteret 1.15.8a/2360 m.

På fjerdepladsen kom Frans Jæger med Flemming Jensen i 1.16.2 og da den står højest i pointberegningen af de tre heste, der blev nummer fire, så kan den starte i Grand Prix-løbet.

De to andre heste, der blev nummer fire, var Frisk og First Line EP.

Freeze er en sand ”vind eller forsvind-hest”.

Den har nu startet 11 gange og vundet fem sejre.

Kun når den har gået fejlfri har den vundet – og den har altså blot gået fejlfrit i fem starter!

Freeze har i øvrigt en spændende afstamning, idet dens moder, Turmalin Hoff er en ustartet helsøster til derbyvinderen Axel!