TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

4-års Eliten: En stjerne er født!

af | Nyheder

Bo Westergaard-trænede Seven Nation Army satte de udenlandske favoritter til vægs i 4-års Eliten efter mesterlig kørsel af Nicklas Korfitsen.

Foto: Burt Seeger

Preben Munch Kjærgaard (Stald Masiol ApS) gjorde tilsyneladende et rigtig lykkekøb, da han i januar måned i år – med Bo Westergaard på plads i auktionsringen på The Meadowlands – købte den 4-årige Chapter Seven-søn Seven Nation Army. Pris: $ 80.000 eller ca. 570.000 kr.

I forrige start blev det til sejr i Frosty Hanovers Mindeløb i Skive, og i dag skulle “buen” så spændes yderligere med en start i 4-års Eliten mod topheste fra både Sverige, Norge og Holland.

På trods af et imponerende træningsarbejde tidligere på ugen, som spillerne i tiden frem mod løbet blev bekendt med, var der på forhånd ikke de helt store forventninger til Seven Nation Army.

Skate Trix blev således gjort til storfavorit (19:10) med Kagan som næstfavorit (41:10), mens Seven Nation Army blot stod til 11 gange pengene.

Preben Munch Kjærgaard og Nicklas Korfitsen med Seven Nation Army. Foto: Burt Seeger

Set i bakspejlet kan man ærgre sig lidt over, at man ikke placerede lidt “sympatispil” på dygtige Nicklas Kortitsen ..

For han kørte som altid et perfekt løb med Seven Nation Army, der i første omgang blev placeret i tredje par udvendig bag Dowhatyoudodowell med Jeppe Juel.

Foran lignede det en duel mellem med Kagan og Skate Trix, men ind på bagerste langside trak Nicklas Korfitsen sin hest ud til angreb i tredje spor og så gik det stærkt.

Med store skridt nåede Seven Nation Army hurtigt frem til de forreste og rundede konkurrenterne for siden at trække fra til overlegen sejr i tiden 1.12,2a/2000 meter.

Om 14 dage gælder det Fyraåringseliten på Solvalla.

Vi glæder os allerede!

Så overlegen var Seven Nation Army. Foto: Burt Seeger