TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

30.000 til Barske M

af | Nyheder

I karrierens blot tredje start vandt 7-årige Barske M i går det største løb på Bornholms Brand Park, Calles Cup med en førstepræmie på 30.000 kroner.

Det hører unægteligt til sjældenhederne, at en travhest først debuterer i slutningen af 6-årssæsonen, men det var ikke desto mindre tilfældet med Barske M, der ejes og trænes af Simone Lindevang og blev kørt til sejr af Benne Finne i tiden 1.21,5/2400 meter efter føring fra start til mål.

Barske M flankeret af Jørn-Erik Christensen, Bente Finne og Simone Lindevang efter sejren. Foto: Torben Ager

Barske M er opdrættet af Kurt M. Hansen i Allinge, som selv havde hesten indtil sidste efterår, hvor Barske M blev solgt til sin nuværende ejer – men hvorfor gik der så lang tid, inden Teaser Elegance-sønnen kom i gang med karrieren?

-Jeg solgte ham som 1½-års til Flemming Mogensen på Lunden og han var tæt på at kunne løbe 1.20, da han pludselig begyndte at vokse og derfor fik jeg ham retur, fortæller Kurt M. Hansen.

Foto: Torben Ager

-Barske M skulle i første omgang ha’ fire måneders ferie, men kom så til skade ude i folden, hvor han trampede en hudlap af udvendig på den ene kode. Det tog hele sommeren, før det var helet, men så ville Flemming Mogensen ikke ha’ ham tilbage igen og så har han bare gået som hyggehest.

-Det ene år gik han ude hos min søn og svigerdatter som selskabshest for hendes ridehest, men en dag mødte jeg Simone Lindevang inde på travbanen og vi faldt i snak. Samarbejdet med ejeren af hendes faste kørehest, Shiny Ice, var stoppet, så hun manglede en ny hest og så sagde jeg, at jeg havde en derhjemme, som hun var velkommen til at komme og træne med.

Foto: Torben Ager

-Det gjorde hun så og hun gik virkelig til sagen; kom hver anden dag og gjorde en stor indsats med Barske M, der efterhånden blev startklar, men har er også stukket af med hende et par gange – den ene gang nåede han halvvejs til Rønne på landevejen, men heldigvis skete der ikke noget med hesten!

-Jeg sagde til Simone, at hun bare skulle gi’ ham noget hård træning og det har altså båret frugt. Hun trænede med ham i 2½ måned inden han blev startklar, og tre dage inden den første start kom hun med pengene for hesten.

-Det er helt klart min største sejr på Bornholm som opdrætter og jeg virkelig glad på Simones vegne. Jeg har sagt til hende, at han må se at få tjent nogle flere penge, da det jo er sidste år, jeg får opdrætterpenge for Barske M, men han er også godt på vej med de 30.000 han fik i går.

Kurt M. Hansens største triumfer som opdrætter var sejrene i Dansk Hoppe Kriterium og Grand Circle 3-års Hoppechampionat med Solstrålen (Timberland), der i dag er hjemme igen som følhoppe på det bornholmske stutteri.