TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

3-åring med papirerne i orden

af | Nyheder

Alex Haagensen-trænede Dicaprio leverede en fin indsats i debuten fredag eftermiddag på Lunden, men den 3-årige vallak har også noget at leve op til.

Dicaprio er første afkom efter den svenske hoppe Don’t Tread On Me (From Above), der er lillesøster til bl.a. Copenhagen Cup-vinderen Digger Crown (1.10,5a-18 mill. SEK), Green Chili (1.12,7a-1,3 mill. SEK) og yderligere fire heste med rekord bedre end 1.16.

Indvendige Dicaprio (6) vinder knebent foran Digestive.

For halvanden måned siden blev Dicaprio godkendt og fredag blev karrieren altså indledt med en fin sejr i tiden 1.17,6a/2000 meter efter en fin afslutning de sidste ca. 500 meter.

-Jeg vil ikke sige, at jeg havde regnet med at han skulle gå ud og vinde første gang, men var godt klar over, at hvis han gik fejlfri, så indeholder han ret god klasse, siger Alex Haagensen, som har haft Dicaprio i træning siden han købte hesten på Derbyauktionen i 2016 for 40.000 kr.

-Jeg havde lidt over en håndfuld hestejere, som gerne ville være med på et anpartsprojekt, så målet var at finde en god hest til rimelige penge. Jeg havde selvfølgelig ikke uanede midler, men ville prøve at finde noget til 30-70.000 kroner og Dicaprio var en af dem, vi havde kigget ud på forhånd.

-En fejlfri hest med god stamme, der stod pænt på benene. Desuden havde jeg talt lidt med Jörgen Sjunnesson, som kendte lidt til One Too Manys afkom i Sverige (Viking Kronos-søn hvis ældste årgang er født i 2015, red.) og han sagde god for hingsten, så jeg besluttede mig for at byde på Dicaprio. Jeg havde også budt på et par andre forinden, men de blev for dyre.

Dicaprio med sine ejere

Forfulgt af uheld
Efter Derbyauktionen fik Alex Haagensen Dicaprio hjem på sit træningscenter i Allerød, men efter en tilsyneladende problemfri indledning på karrieren, gik der desværre lidt grus i maskineriet.

-Dicaprio var tidligt udviklet og en overgang troede jeg, at han skulle blive klar som 2-års, men i april-maj måned i fjor blev han meget hingstet og ukoncentreret, så det gik lidt i stå. Jeg var nok også for længe om at få ham kastreret og han fungerede stadig ikke, så han kom aldrig til start som 2-års og blev kastreret sidst på 2-årssæsonen, fortæller Alex Haagensen.

-Det næste der gik galt var, at der gik infektion i kastrationssåret, så det måtte skæres op og han endte med at stå på Helsinge Dyrehospital en måneds tid op til jul. Det tog yderligere tre-fire måneder før han var klar til at træne igen, så det var som at starte forfra, men Dicaprio har altså trænet fint igennem længere tid nu.

-Han er et godt eksempel på, at man indimellem må væbne sig med tålmodighed. Jeg var sikker på, at Dicaprio skulle blive klar som 2-års, men man får ikke noget ud af at forcere en hest frem. Hvis jeg splitter en unghest ad, står der jo ikke en anden klar i kulissen.

-Jeg regner med, at Dicaprio får to-tre starter mere i løbet af efteråret inden han går på vinterferie. Han er ganske vist meldt i Kriteriet, men det bliver ikke aktuelt at komme med i prøverne. Han er også meldt i alt som 4-års og man går jo altid og håber og drømmer om at komme med i de store løb, men der er lang vej endnu.

Alex Haagensen

Købt i en brandert
Alex Haagensen fik også to heste med hjem fra dette års Derbyauktion, Foxboro Downs (hingst e. Panne de Moteur) og Forgive Me (hoppe e. Calvin Capar).

-Forgive Me blev købt af nogle af mine gamle gymnasiekammerater fra Århus, mere eller mindre i en brandert. Jeg var væk i 20 minutter og da jeg kom tilbage, havde de købt en hest! smiler Alex Haagensen.

-For dem er pengene ikke noget problem, men det sociale betyder næsten mere end hesten – de har allerede fået nogle andre med og er vist en 10-12 stykker om Forgive Me.

-Foxboro Downs beholder vi delvis selv, dvs. jeg har talt lidt med en af mine hesteejere, Zara Liljekvist (ejer af bl.a. Betsy) og hun vil muligvis godt være med på den.

Troen på fremtiden
Alex Haagensens stald tæller pt. 12 heste, heriblandt som nævnt to 1-åringer, to 2-åringer og tre 2-åringer, og Lunden-træneren er tæt på at forbedre sidste års cifre – både hvad angår sejre og indkørte præmier.

-Ja, det er gået godt den sidste måneds tid og hestene er begyndt at “slippe sig” nu. Jeg har en god håndfuld ungheste, som jeg tror på, så det ser godt ud for fremtiden, siger Alex Haagensen, som til slut giver staldens to 2-åringer et par ord med på vejen:

-Ecco Elholm (hingst e. Racer Bourbon) er småt begyndt at ha’ noget fart i kroppen, men bliver først klar til foråret. Enya (hoppe e. Abracadabrant) er først blevet kørt til for tre-fire måneder siden, men er en meget tiltalende hest. Der går dog et års tid før hun er klar.