TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

25 års TV-jubilæum

by | 31. Mar 2021 | Nyheder

I dag er det 25 år siden at hestevæddeløbssporten havde premiere på sit eget satellitbaserede Tv-program, DanToto Racing Live.

Der blev på mere end én måde skrevet et stykke historie, da DanToto Racing Live den 31. marts 1996 gik i luften med løb fra Charlottenlund Travbane.

Det var ikke blot første gang, at alle danske travløb nu blev transmitteret via satellit, men samtidig var der  nordisk premiere på et digitalt Tv-system.

DanToto Racing Live var det første Tv-program i Norden, der blev udsendt digitalt, så det var en mindre sensation!

I dag er vor verden digital, og vi kan benytte mobil, PC, tablet eller Ipad stort set hvor vi befinder os.

Sådan var det ikke i 1996, og det satellit-system, der skulle bruges til DanToto Racing Live var nærmest en prototype, som det tog flere timer at opsætte før en løbsdag.

Især voldte det problemer med at få lyden i sync – det vil sige – at billede og lyd fulgtes ad, og for at justere det, sad der en mand med to stykker træ, som han klappede sammen mens en tekniker sad i Ob-vognen og forsøgte at justere signalet.

Jo, det var ikke nogen fancy tid dengang.,

Til en start var det udelukkende DanToto-boder, der kunne modtage signalet via en parabol.

Signalet var jo digitalt og krypteret, så man skulle have en speciel boks for at kunne modtage det.

På den tid var alle andre Tv-signaler, som man modtog på parabol, analoge.

Kontrakten på DanToto Racing Live havde TV2 Syd vundet, og det var en to kameras-produktion, hvor der til hver løbsdag blev brugt mange timer på at rulle kabler ud.

Nogle år senere fik man faste installationer, hvad der gjorde opstillingen af Tv-kameraer meget nemmere.

Der er sket meget inden for Tv-produktion siden DanToto Racing Lives digitale revolution i 1996.

I dag kan man streame en løbsdag via Facebook og fra sin mobiltelefon.

I anledning af 25 års jubilæet har nutidens DanToto Racing Live – Fast Track Racing lavet en 25 års kavalkade – desværre har man tilsyneladende ikke haft de originale bånd fra premieredagen. De løbsklip der vises fra den dag er fra Lundens interne TV.

Du kan se 25 års jubilæumskavalkaden på dette link – klik her