TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

25.000 kroner til vinderen

af | Nyheder

Det er ikke hverdagskost på Bornholms Brand Park, at der afvikles løb med 51.000 kroner i samlet præmiesum med 25.000 kroner til vinderen, Men ën gang om året sker det – i et løb sponseret af en af bornholmsk travsports grand old men, Carl Edvard Mogensen. Løbet køres i aften som 6. løb.

Der er fuldt hus i 6. løb i aften på Bornholms Brand Park, selv om det ikke er alle og enhver, der kan meldes til løbet.

Green House House Grand Prix, som er løbets navn, er nemlig forbeholdt Bornholms-opdrættede heste – uanset registreringsland.

12 heste kommer til start på distancen 2120 meter fordelt over fem volte.

I fjor vandt Silver Game med Mads Petersen løbet, og parret forsøger sig igen, men har nu 80 meter tillæg.

Fra spids virker Jetset Onion –  efter Bornholms gamle stjernehoppe Jet Onion – i stedet for som et godt bud på sejren. Den starter med 8.800 kroner og vil i tilfælde af sejr hoppe noget op i klasserne.

Den trænes og køres af Kenn Christoffersen

Kenn Erik Bech har skrevet nedenstående portræt om dagens sponsor

Green Solution House Grand Prix 2016

(et porttæt af Carl Edvard Mogensen)

Af Kenn Erik Bech

Aftenens sponsor, Carl Edvard Mogensen. Foto Torben Agger Bormholm Travfoto

Aftenens sponsor, Carl Edvard Mogensen. Foto Torben Agger Bormholm Travfoto

Carl Edvard Mogensen, eller bare C. E. Mogensen, er en person, der på alle områder har markeret sig i den bornholmske travverden siden starten af travbanen i 1960. I de første år pioner-år først og fremmest som kusk, hesteejer, opdrætter og bestyrelsesmedlem i travselskabet, men snart også som en stærk økonomisk drivkraft af mange travløb på den bornholmske bane.

I år køres hans store løb under navnet Green Solution House.

I flere år har løbet været kørt under navnet ”Grand Circle Hotel Ryttergården”, udskrevet udelukkende for bornholmsk opdrættede heste, og med en for banen uhørt høj præmiesum.

Efter pause i 2014, hed løbet i 2015 “Carl Edv. Mogensens Store Pris”, mens det i år finder sted under et nyt navn; ” Green Solution House Grand Prix”.

Men betingelserne er de samme.

De deltagende heste skal være opdrættet af en på Bornholm boende person, i alt køres der om 50.000 kr.

Et initiativ, der i høj grad er med til at fastholde det bornholmske travopdræt, og endnu en gang viser C. E. Mogensens uvurderlige støtte til den bornholmske travsport.

Fra Hotel Ryttergården til Green Solution House

I slutningen af 1960’erne fik Carl Edvard Mogensen den gode idé, at bygge et hotel, hvor værelserne havde bad og toilet.

Det fandtes ikke dengang, og særligt handelsrejsende var trætte af, at der kun var hotelværelser med fælles bad og toilet på gangen på Bornholm.

De syntes, at Bornholm var et uland, som Carl Edvard Mogensen fortæller det.

Den første bygning med 21 hotelværelser stod klar i 1966, og de blev hurtigt populære hos såvel forretningsrejsende som feriegæster, der skulle til Bornholm. Indtjeningen fra den første investering i Hotel Ryttergården dannede grundlag for at investere i flere hotelværelser i 1969 og 1970. Senere byggede Carl Edvard Mogensen hovedbygningerne i 1973, 1986 og 1992.

I alt blev der bygget 132 værelser og lejligheder igennem knap 40 år på den 65.000 m² store grund i Rønne, og dermed var Hotel Ryttergården skabt.

Navnet Hotel Ryttergården blev valgt i sin tid, fordi Carl Edvard Mogensen altid har interesseret sig for hestesporten.

På de store marker omkring de første hotelbygninger gik hestene på græs, og mange piger og drenge fra Rønne har lært at ride eller køre trav med disse heste fra staldene på Hotel Ryttergården.

Det er dette enestående livsværk som nu er blevet til Green Solution House.

Carl Edvard Mogensen og hans hustru Rosemarie Kofoed har skænket, via Carl Edvard Mogensen Fond, til det for Bornholm så vigtige projekt Green Solution House – et banebrydende og bæredygtigt viden- og konferencecenter.

Banebrydende

Green Solution House er et banebrydende hotel som også har konferencefaciliteter i topklasse.

Alt er baseret på bæredygtige materiale og løsninger. Restauranten GSH er åben for alle, såvel bornholmere som hotellets gæster. Her serveres klassiske retter baseret på lokale og økologiske råvarer, og der er også mulighed for private selskaber hele året rundt.

Green Solution House har blandt andre vundet følgende priser: Årets erhvervsbyggeri i Danmark 2015 og EU’s Miljøpris i Danmark 2016.

Carl Edvard Mogensen er fortsat aktiv som bestyrelsesmedlem i Green Solution House, og som sparringspartner for direktør Trine Richter, ligesom det stadig er Carl Edvard Mogensens Fond, der ejer Green Solution House.

Med flid og sparsommelighed

C. . Mogensen blev født i Østermarie som landmandssøn på ejendommen ”Rosenborg”.

Efter et par år på landet blev det til en uddannelse som kontrolassistent og med efterfølgende fire år i Nordsjælland hos Søborg-Gilleleje Kontrolforening. Her mødte han flere travfolk, bl. a. den kendte travsportsmand Ilsøe Mikkelsen, og her blev de første frø lagt til den store travinteresse.

Med flid og sparsommelighed kommer man langt, lød det allerede dengang fra C. E. Mogensen, der vendte tilbage til Bornholm og blev manufakturhandler med forretning på Snellemark i Rønne.

Og succes som forretningsmand fik han. . Mogensen er ikke lig med Hotel Ryttergården og Green Solution House. I det bornholmske erhvervsliv er han kendt for at være den økonomiske igangsætter for mange projekter.

Travkarrieren

C. E. Mogensen blev banens første kuskechampion, og dette championat vandt han i alt seks gange, hvilket skete i banens første syv år.

Titel som æresmedlem af Bornholms Travselskab var derfor både naturlig og særdeles fortjent og blev ham tildelt ved 40 års-jubilæet i 2000.

Carl Edvard Mogensens rød-hvide kuskefarve var med rygmærket B. T., og de to bogstaver var noget som de andre kuske så på mange gange, når de tit og ofte måtte konstatere, at nu var Mogensen og en af hans heste igen smuttet forbi dem i opløbet og var kommet først over målstregen.

Hestene fra Mogensens stutteri, Bornholmsk Travstutteri, som B. T. stod for, var meget dominerende i det første årti af travbanens historie. De bornholmske aviser kunne i 1960 berette om, at der på jægermester Rasch’s gamle, store gård i Aaker var ved at ske store forandringer. Stedet med de 147 tønder land var købt af den unge Carl Edvard Mogensen, og her var der ved at blive indrettet nyt stort travstutteri med tilhørende træningsbane. Der blev indrettet moderne travbokse med plads til 21 heste. Der var adskillige følhopper, aktive travere og desuden havde Mogensen tre heste stående i København som også snart kom hjem til Bornholm. Der var opført en tip-top moderne svinestald med plads til 400 grise. Det hele var helt uhørt på Bornholm tilbage i 1960.

Kuskestop ved sejr nr. 100

Der ligger slid, hårdt arbejde og et vist talent for, at det hele går op i højere enhed og bliver til succes. Og succes fik “Kalle”, som han også blev kaldt. Men i 1969, da han, som den første på Bornholm, havde vundet sin sejr nummer 100, i kun 472 starter, stod han af sulkyen og stoppede sin karriere som travkusk. Uventet måske, men hans arbejde krævede al hans tid.

C. E. Mogensen forsatte sit virke på flere andre måder indenfor travet.

Og det gør han den dag i dag, som den bornholmske travsports grand old man.