Det blev en fin dag for de dansktrænede heste på Jägersro, hvor et par nye kandidater til Dansk Trav Derby dukkede op.
De 20 dansktrænede heste, der tirsdag eftermiddag var til start, hentede tilsammen 169.600 SEK i præmier.
Dagen indledes med en sikker sejr til den billedskønne America Dream (Love You) med Axel Jacobsen, der sad i spids fra start og efter at have forsvaret sig fra angreb vandt sikkert i 1.14.2a/2140 m – her var svenskejede Gossip Simoni nummer tre i 1.14.6, mens Cash Heavy med Jens Simoni var nummer fire i 1.14.6.
Også i 2. løb blev det til dansk sejr, da Lars Marcussens sæsondebutant, Gary La Marc (Muscles Yankee) med Stefan Persson i sulkyen kunne tage spids fra start, og den position gav den aldrig fra sig.
Gary la Marc, der ikke havde startet siden oktober, sejrede sikkert i ny rekord 1.13.6a/2140m – og med denne præstation bragte den sig ind i derbybilledet.
En anden derbykandidat, Gasolin med Steen Juul startede i 3. løb, hvor den fra start sad langt nede i feltet, men den afsluttede stærkt – især de sidste 100 meter – og sluttede på en tredjeplads i samme tid som vinderen, Chiff Chaff (From Above) med Johanna Lind – 1.13.6a/2140 m.
Rene Jonassen var til start to gange og blev nummer to med såvel Grønært i 1.15.7 og med Cuba i 1.12.6.
Tyske Michael Nimczyk havde en fin dag med tre sejre – også selv om han brændte med en storfavorit.
Blandt Nimczyks vindere var 4-årige danske Goop (Love You), der trods et løb i dødens på Jan Kramers Evoque med Jôrgen Sjunnesson, kunne trække fra til let sejr i 1.14.5a/2140 m.
Goop er helbroder til Derbyvinderen Axel – og selv om den endnu ikke har lavet samme præstationer, som Axel havde på dette tidspunkt i karrieren, så er Goop en potentiel derbykandidat.
Vi bemærker, at ikke færre end fem af dagens ni løb blev vundet af afkom efter Love You!!