Der var ikke den store tiltro til den danske hædershest Slide so Easy med Flemming Jensen i Hallandsmästaren på Halmstad mandag aften, men den 13-årige elegante traver var tæt på at lave en overraskelse.
Slide so Easy med Flemming Jensen sad længe i andet par udvendigt – i ryg på Heart of Steel med Peter Untersteiner, mens Night Brodde med Conrad Lugauer sad i spids og havde ført fra start.
Heart of Steel og Night Brodde havde taget en mægtig dyst om føringen – 1.05/500 meter – og de var begge trætte i opløbssvinget.
Og da de kapitulerede sendte Flemming Jensen Slide so Easy frem i angreb.
Parret gik ind i opløbet som førende og så ud til at skulle gå til en overraskende sejr – spillet til odds 45,67 som vinder, men bagfra kom der nu angreb.
Favoritten Oscar LA med Joakim Løvgren sluttede stærkt af og fangede Slide so Easy 50 meter før mål, og til slut kom også Rackham med Christoffer Eriksson forbi den danske traver.
Oscar La vandt i 1.11.7a/2140 m og fik 125.000 SEK i præmie – Rackham og Slide so Easy noteredes begge for 1.11.8 – tredjepladsen gav 34.000 SEK.
Feltets anden danske deltager, Steen Juul-trænede Festival of Speed med Thomas Uhrberg sad undervejs nede i feltet i inderbanen og kom i opløbet til at hænge på en meget træt hest, og slap først meget sent fri.
Festival of Speed sluttede uplaceret I 1.13.0.
Udover tredjepladsen med Slide so Easy blev Flemming Jensen også nummer tre med Haut Doktor i 1.15.3a/2640 m -præmie 11.000 SEK og samme placering opnåede Jeppe Rask med Ea i 1.13.3a/2140 m – præmie 11.000 SEK.