TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

10. sejr på stribe?

af | Nyheder

Birger Jørgensens sejrshest Lilo d’Amour er tilbage efter en lille pause og jagter fredag eftermiddag på  hjemmebanen sin 10. sejr på stribe.

Ni sejre i træk aftvinger stor respekt, og selvom konkurrencen efterhånden bliver hårdere, taler meget for en ny sejr.

-Banen var lidt løs og uens sidst, men det ved vi jo den ofte er om vinteren, og så kan man bare lade være med at starte hvis man ikke kan acceptere det, siger Birger Jørgensen.

-Samtidig var der dog nogle småting sidst, som vi har fået rettet op på. Hun har haft lidt pause og er blevet behandlet, men det trængte hun også til, og jeg føler selv hun er bedre nu. Hun kan selvfølgelig mangle lidt fordi hun har stået lidt over, men jeg er sikker på, at hun igen vil gå et godt løb.

Lilo d’Amour har vundet alle sine sejre på Jydsk Væddeløbsbane og vil ikke blive forsøgt udenbys lige med det samme, selvom man måske godt kunne forestille sig, at den tyske ejer (Stall Capri) gerne ville se hesten i sit hjemland.

-De kører også højre rundt i Berlin og Gelsenkirchen, men det er jo en halv dagsrejse, så det bliver ikke aktuelt lige foreløbig, siger Birger Jørgensen.

-Nu starter Lilo d’Amour på fredag, men så får hun sandsynligvis fri i hele marts måned, hvor der ikke er nogen løb til hende.

Snart slut for Bobbywhitesock
Birger Jørgensen har kun tre køreture på Jydsk Væddeløbsbane på fredag – alle tre med egentrænede heste, hvilket er lidt usædvanligt for den mangeårige JVB-champion.

-Bobbywhitesock (Bet On Broadway) blev prøvet med lukket hovedlag sidst og det var ingen succes. Hun blev stresset og så blev det bare til galop, så det gør vi ikke igen, siger Birger Jørgensen.

-Hun er normalt stabil og nem at køre, men løber mest bare med. Jeg tror hun skal bedækkes i år, så det er ved at være sidste udkald.

Birger Jørgensens sidste starthest er Apache Line, der er forholdsvis ny i stalden.

-Jeg fik Apache Line fordi den manglede resultater hos Henrik (Lønborg, red.). Den er nok bedst højre rundt, men jeg har prøvet at køre lidt med den og tror ikke det bliver meget bedre. Nu har den imidlertid fået noget mere arbejde og så må vi se hvordan det går.

Lange udsigter for 2-åringer 
Birger Jørgensen har otte heste i stalden, heriblandt to 2-åringer, Eddie (hingst e. From Above US) og Enzo Holmsminde (vallak e. From Above US), der begge ejes af trænerens “bedre halvdel, Pia Døes Hald.

-De er begge blevet opereret for mus og blev kørt til ret kort tid efter operationen, hvorefter vi valgte at give dem fri i to måneder. Vi er først lige gået i gang igen, men selvom det ser fornuftigt ud, kommer de i hvert fald ikke til start som 2-års, slutter Birger Jørgensen.