Stutteri Wynn i Lindknud venter 10 føl i 2023 efter lutter tophingste, heriblandt tre efter sidste års svenske Derbyvinder Calgary Games.

Der er sket ting og sager siden Travservice.dks første snak med Jesper Hansen i begyndelsen af februar måned i år, hvor den jyske stutteriejer glædede sig rigtig meget til den kommende sæson, hvor Stutteri Wynns første årgang kom til verden.
Det blev til i alt seks føl i L-årgangen, men de kommende år skulle dét tal gerne fordobles og lidt til.
I første halvdel af året har Jesper Hansen således investeret massivt i topafstammede følhopper, og af de pt. 17 følhopper er 10 i fol.
-Med til historien hører dog, at to af hopperne – Seven Cupids og Spirited Chic – først blev købt efter sæsonen var slut, så de er ikke blevet bedækket og derfor er det reelt ”kun” fem hopper, der ikke kom i fol, siger Jesper Hansen.
-Af de fire hopper, som i øjeblikket står fysisk hos os her i Danmark, er kun én blevet drægtig igen; det må siges at være lidt skuffende, og vi må rationalisere lidt over dette inden næste sæson.
-Den enlige drægtige hoppe i Danmark er til gengæld Awesome Annie, som er konstateret i fol med Muscle Hill. Føllet bliver danskregistreret.
Flere af de hopper, som Jesper Hansen har købt i år, kommer senere til Danmark, og samlet set venter Stutteri Wynn altså i alt 10 føl næste år:
Awesome Annie (i fol v/Muscle Hill)
Wow (i fol v/Calgary Games)
Princess Corner (i fol v/Calgary Games)
U Take The Cake (i fol v/Calgary Games)
Isolde Face (i fol v/Vivid Wise As)
Pink Drink (i fol v/Gimpanzee)
Jolie Journey (i fol v/Greenshoe)
Supreme (I fol v/Call Me Keeper)
Champagne Cocktail (i fol v/Chapter Seven)
Ivy Crown (i fol v/Ready Cash)
De otte første hopper kommer til at fole i Danmark, mens Champagne Coktail og Ivy Crown står på hhv. Silvåkra Stuteri i Sverige og Haras de Corneville i Frankrig.
Se mere på Stutteri Wynns hjemmeside: KLIK HER
