Selv om Bad Moon Rising præsterede 1.15.8/2040 m volte var det ikke nok til at vinde sæsondebuten på Skive Trav fredag eftermiddag.
Da Bad Moon Rising med Birger Jørgensen i sulkyen overtog føringen med 500 meter tilbage af 3. løb, troede de fleste, at løbet var afgjort.
Men det var det ikke.
For med i ryg sneg Beyblade (Trophy Catch) med Kenneth Andersen sig, og ned gennem opløbet kunne dette par gå frem til sejr i ny banerekord for 3-årige hingste, 1.16.4/2020 m fulgt af en ligeledes pænt afsluttende Beenthere Donethat med Rene Kjær i 1.17.3/2000 m, mens Bad Moon Rising akkurat holdt tredjepladsen i 1.15.8/2040 m, da Boss med Jeppe Juel ikke kunne finde angrebsplads. Boss blev nummer fire i 1.17.4/2000 m
Ingen tvivl om, at det var en lovende sæsondebut som Bad Moon Rising leverede,og den vil givet gå frem med dette løb i kroppen.
Næste start bliver på Musketerdagen, hvor man så kan håbe at f.eks. Beyblade også kommer til start.
Det var også sæsondebut for Beyblade, der i fjor viste stor hurtighed, men også ustabilitet.
Her var den sikkerheden selv, og fortsætte den de takter, bliver den meget spændende at følge fremover.
I det hele taget leverede de fire nævnte heste nogle glimrende præstationer.