1.11.8 med kræfter i behold
Carna Sensei med Flemming Jensen fik aldrig chancen i opløbet i Stoeliten på Solvalla og sluttede på en femteplads i 1.11.8.
Fra start kom Carna Sensei til at sidde i tredje par indvendigt, og det var først i opløbssvinget Flemming Jensen fik held til at komme ud i andet spor – men så slap heldet også op.
Der var en mur foran Carna Sensei ned gennem opløbet og den danske ekvipage gik over mål med kræfter i behold på en femteplads i 1.11.8a/1640 m – 2/10 dårligere end hendes bedste rekord.
Der var 22.000 SEK i præmie.
Løbet vandtes af Kali Smart (Un Amour d’Haufor) med Adrian Kolgjini i 1.11.3a/2140 m.
Flemming Jensens anden starthest, Eenymeenyminymoe var spillet til favorit i finalen i Diamantstoet, men havde ingen god dag og galoperede kort efter start og igen med 700 meter tilbage – på et tidspunkt, hvor hun lå 10-15 meter bag feltet – og så var hun ude af løbet. Startpræmie 2.500 SEK.
Dagens Gulddivision havde Who’s Who med Ôrjan Kihlström som vinder, men parret var chanceløs over for Stoletheshow (Dream Vacation) med Björn Goop, der tidligt kom til spids og siden dominerede løbet.
Stoletheshow, der er født i Danmark og blev ført frem til start af Torben Hovhård i Skive, sejrede meget sikkert i 1.11.7a/2140 m – Who’s Who nummer to i 1.12.0 i hård kamp med Disco Volante og Ble du Gers i samme tid.