TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Vandt på bestilling

af | Nyheder

Dontpaytheferryman med Birger Jørgensen indfriede forventningerne i Derbyoptakten på Fyens Væddeløbsbane og vandt sikkert.

Dontpaytheferryman med Birger Jørgensen vinder Derbyoptakten på Fyens Vædddeløbsbane. Gorm Foto

Skulle Stutteri Hole in Ones Dontpaytheferryman fortsat betragtes som en af årgangens topheste, så skulle den vinde Derbyoptakten med en førstepræmie på 50.000 kroner fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane.

”Færgemanden” leverede varen – han vandt som på bestilling i fine 1.13.5a/2140 m – og virkede ikke kørt i bund.

Tiden er 2/10 fra banerekorden for 4-årige hingste, som Slide so Easy fortsat indehaver med 1.13.3.

Dream of Succes med Bent Svendsen kunne tage spids fra start, men efter 500 meter overtog Dontpaytheferryman – og så var løbet i realitet afgjort.

Tyskfødte Dream of Succes leverede sin hidtil bedste præstation i karrieren, og efter et rygløb kom den tæt på Dontpaytheferryman til slut – dog uden at være en alvorlig trussel.

Dream of Succes forbedrede sin rekord til 1.13.6 på andenpladsen   – samme notering for Diamant Østervang med Kenneth Andersen, der sluttede godt af ude i banen.

Vinderodds på Dontpaytheferryman var så fint som 2,05, hvad der må betegnes som ”dagens gave”.

Dontpaytheferryman går nu mod Derbyprøven over 2500 meter – og træner Peter Rudbeck og kusk Birger Jørgensen har fortsat en udfordring i at få den lynhurtige Cantab Hall-søn til at slappe af undervejs.

Og hvad med de øvrige derbyheste i løbet?

DJ O’Kay med Thomas Bonde fulgte pænt med og var nummer fire i 1.13.9.

Denimcowboy med Knud Mønster var godt med fra start og lå siden i ryg på Dream of Success – fik angrebsplads ind i opløbet, men blev taget indenom af DJ O’Kay – dog samme tid 1.13.9.

Diamond is Rough med Kasper K. Andersen lå sidst undervejs, og leverede ikke samme positive indtryk som den gjorde i Aarhus, hvor den leverede en saftig afslutning. Her var den sjette i 1.14.1.

Adrian’s Fight med Jeppe Juel havnede i dødens og blev sidst i 1.14.3.