TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svanen i svensk modvind

af | Nyheder

Der er ingen tvivl om, at Åke Svanstedt oplevede en af sine absolut største dage inden for travsporten, da han bag Perfect Spirit kunne hejses som vinder af årets udgave af The Hambletonian – og uagtet, at det skete efter diskvalifikation af konkurrent.

Perfect Spirit og Åke Svanstedt ved en tidligere sejr.  Lisa Photo

Men Svanstedt ville nok gerne have været foruden den kritik fra den svenske travverden, der er fulgt i kølvandet på sejren i forhold til brugen af pisk i den afsluttende fase.

Med omkring 200 meter til mål sad Åke Svanstedt på ”amerikansk manér” med begge liner i venstre hånd med pisken højt løftet og flittigt brugt på Perfect Spirit. Og det er for alvor faldet hans landsmænd for brystet på såvel de sociale medier som i flere svenske travmedier. Selv generalsekretæren i Svensk Travsport Johan Lindberg har været ude med en hård kritik i sit ugebrev, hvor han bl.a. skriver:

”Efter gårdagens ”opvisning” kan det føles som om, at vi er tilbage i stenalderen. Det handler ikke kun om nogle få kuske. Og det er ikke bare amerikanere, men også svenskere, der benytter sig af drivninger, som de burde få bødestraf for. På mange områder er udviklingen gået fremad i USA, men på Meadowlands er det gået tilbage, hvilket er sørgeligt”.

Johan Lindberg sætter også spørgsmålstegn ved, om der overhovedet skal sendes trav fra USA via ATG-signalet – og netop begrundet i brug af pisk.

Åke Svanstedt har til svenske SportExpressen svaret på kritikken og bl.a. forklaret, at sådan er reglerne på Meadowlands. Og vil man vinde, så må man tage det, som det kommer, forklarer han videre.

Tilbage i sin tid i hjemlandet var Åke Svanstedt flere gange involveret i sager om påstået dyremishandling, hvor bl.a. brug af de såkaldte ”grisestødere” var fremme. Det skal dog pointeres, at Svanstedt aldrig er dømt for dyremishandling.