TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kjærsgaards Oslo Grand Prix-minde

af | Nyheder

I 1990 vandt Preben Kjærsgaard som den første og hidtil eneste danske træner Oslo Grand Prix med Meadow Roland. 

Få danskejede heste har haft så stor international succes som amerikanskfødte Meadow Roland (Nevele Pride), der udover Oslo Grand Prix vandt en række andre storløb, bl.a. Copenhagen Cup tre år i træk (1988-90).

Meadow Roland vandt også et forsøg i Elitloppet (1989), men galoperede fra start i finalen. Han var desuden nummer tre i VM-løbet på Yonkers Raceway i New York.

-Jeg husker udmærket sejren i Oslo Grand Prix, siger Preben Kjærsgaard.

-Meadow Roland førte fra start til mål, men jeg var ved at forregne mig lidt og amerikanske Florida Jewel (William Fahy) kom tæt på til slut.

-Det var et af de første år efter de havde lavet banen om, så målstregen var flyttet måske 40-50 meter efter ceremonipladsen (vindercirklen), hvilket jeg ikke lige var opmærksom på. Jeg vidste jo godt, at jeg havde amerikaneren “i sækken” og ville ikke lukke ham ud, men det kom jeg jo til til slut. Den kom dog ikke meget tættere på og sejren blev rimelig sikker.

Vindertiden for Meadow Roland blev 1.13,8a/2100 meter – Florida Jewel blev nummer to i 13,9 foran Piper Cub (14,0), Quellou (14,0), Quinio Des Bordes (14,1), Rex Rodney (14,2), Lamitech Quickie (14,3). Franske Pussy Cat blev diskvalificeret.

Der var 600.000 NOK til vinderen, som var ejet af Michael Duckert, Stutteri Focus APS & Stald E.H.

Et godt tip
Med 52 sejre og 5,4 mill. kroner i indkørte præmier er Meadow Roland Preben Kjærsgaards bedste hest gennem årene, selvom den fynske træner har vundet et hav af andre storløb og også fejret store triumfer med bl.a. Frække Frederik.

-Meadow Roland er afgjort den mest internationale hest jeg har haft. Han vandt ikke i USA, men ellers vandt han jo løb i både Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Østrig – tror jeg det var, siger Preben Kjærsgaard, som “fandt” Meadow Roland via et tip fra en tidligere staldpige.

-Hun arbejdede på det tidspunkt i USA og ringede til mig og sagde, at hun havde fundet en Nevele Pride-søn, som hun syntes jeg skulle købe. Den skulle på auktion, men jeg ville jo gerne se den først, så jeg rejste til USA så hurtigt jeg kunne.

-Meadow Roland blev slettet på auktionen, men nåede alligevel op i en temmelig høj pris inden jeg nåede derover.

-Jeg så ham første gang i et løb på Pompano Park i Florida, hvor han blev nummer to. Det virkede som en fin hest og jeg fandt ingen fejl, da jeg tjekkede ham igennem, så vi blev enige om en pris. Men da vi fik ham hjem i marts-april måned som 3-års, var der alligevel masser af fejl.

-Det viste sig, at hesten nærmest var skilt helt ad, så vi fik ham behandlet af et par omgange. Jeg var dog ikke særlig tilfreds med ham, men startede ham første gang på Skovbo, hvor han slog en rimelig god hest.

-Efter den startede lavede jeg helt om på balancen og det var det, der skulle til. Han vandt 12 løb i 14 starter som 3-års, og fortsatte som 4-års, hvor han vandt 13 af 19 starter, bl.a. Guldskoen på Vermo, hvor vi slog den svenske Derbyvinder.

Begrænset succes i Elitloppet
Meadow Roland vandt som nævnt et forsøg i Elitloppet i 1989 i tiden 1.12,1a/1609 meter foran Nealy Lobell og J R Broline, men i finalen blev det til galop fra start og så var dén dag ødelagt for Preben Kjærsgaards stjerne.

-Han var altid lidt småøm i andet heat og var slet ikke beregnet til at gå to heat. Jeg mener Meadow Roland var ude i heatløb tre-fire gange i karrieren, men han har aldrig vundet finalen, siger Preben Kjærsgaard.

Meadow Roland er Nevele Prides mest vindende afkom uanset køn og hurtigste hingsteafkom, men som avlshingst levede han ikke helt op til forventningerne, selvom han trods alt fik to millionærafkom: Cowboyland (1.12,9a-1.652.000 kr) og Von G T (1.12,2a-1.374.000 kr).