TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kjær indtog Bornholm

af | Nyheder

Rene Kjær var populær på Bornholms Brandpark søndag eftermiddag, hvor han ikke blot vandt Bornholmsmesterskabet med Horton, men også vandt to løb yderligere.

Rene Kjær i sit es på Bornholm. Foto Torben Ager, Travfotos Bornholm

Der er få i dansk travsport, der sælger sig selv godt – og travsporten med – som Rene Kjær.

Altid klar med en frisk bemærkning eller en udtømmende forklaring på, hvorfor det gik som det gik.

Søndag eftermiddag var Rene Kjær i fokus på Bornholms Brandpark, hvor han ikke alene vandt banens største køb, Bornholmsmesterskabet for andet år i træk – denne gang med Horton, men også vandt to løb yderligere i de i alt fem starter han havde på dagen.

Horton (Enjoy Lavec) er en ny hest på Bornholm, sådan da.

Den blev købt til øen i foråret, og endnu har den ikke præsteret at finde fejlfrit rundt på den lille bane.

Måske ikke så mærkeligt, når man betænker, at hesten i de to seneste år har været ejet og har startet i Frankrig, hvor banerne som bekendt er mindst dobbelt store i omkreds som den bornholmske travbane.

Det lykkedes da heller ikke for Rene Kjær at få Horton fejlfrit rundt i dag, men det var tæt på.

Galoppen kom ved udgangen af første sving, men Kjær fik hurtigt pareret, og siden var der ingen problemer.

Horton førte Bornholmsmesterskabet fra start til mål og sejrede sikkert i 1.19.5a/2440 m foran San Siro med John Mikkelsen, der lignede en trussel ind i opløbet, men som aldrig kom i nærkamp med Horton. På tredjepladsen Santana Ås med Tom Olsen.

Horton med Rene Kjær vinder sikker Bornholm.nu’s Bornholmsmesterskab

Horton ejes af Winnie Jensen og Michael K. Hansen, der i Horton har en hest med stort potentiale, men også en hest, der har problemer med de små bornholmske sving.

Udover Horton bragte Rene Kjær også samme ejers Rauel Epice til sejr ligesom han vandt med Ole Møller og Thomas Jensens Amadillio CN – og begge sejre var overlegne.

Også Jeppe Juel gæstede Bornholm og han indledte eftermiddagens program med at vinde med Michael Jensens Lotti, der nu har taget to sejre i træk.

Derudover opnåede Jeppe Juel en anden, en fjerdeplads og to femtepladser.

Mesterskabsdagen var som altid velbesøgt, men i år svigtede baneomsætningen i forhold til i fjor, idet den dykkede med omkring 42.000 kroner til 314.832 kroner.

Totalomsætningen steg dog med små 15.000 kroner til 669.071 kroner.