De to generalforsamlinger, der tirsdag aften blev afholdt på Fyens Væddeløbsbane er endt i kaos, efter banens magtfulde formand, Jørn Borch har nedlagt sit hverv.
For at forstå situationen på Fyn er vi lige nødt til at klarlægge nogen ting først.
Fyens Væddeløbsforening er oprindelig en ”sportslig” forening, der drev Fyens Væddeløbsbane. Alle med interesse for Fyens Væddeløbsbane kan optages som medlem.
Fyens Væddeløbsforening er hovedaktionær i Fyens Væddeløbsbane A/S, der i princippet driver Fyens Væddeløbsbane nu og ejer nogle af arealerne og bygningerne.
Inden årets generalforsamling meddelte Jørn Borch, at han ikke ønskede genvalg til formandsposten i Fyens Væddeløbsforening. Jørn Borch ville dog gerne tage et år mere som formand for aktieselskabet.
I stedet pegede han og Fyens Travklub på Karsten Skygge Andersen som ny formand i Væddeløbsforeningen
Fra anden side blev Annette Lylover Jensen, der er relativ ny, men meget engageret i hestevæddeløbssporten, foreslået som modkandidat til Skygge Andersen.
Ud af 52 stemmer på generalforsamlingen fik Annette Lylover Jensen 31 og Karsten Skygge Andersen 21 – efter hvad travservice erfarer var det med baggrund i stemmer fra galopsporten, at Annette Lylover Jensens sejr kom i hus.
Preben Kjærsgaard blev nyvalgt til bestyrelsen i Væddeløbsforeningen, mens Karsten Skygge Andersen indtrådte som Fyens Travklubs repræsentant
Og så brød kaos løs!
I forbindelse med valg til bestyrelsen til Fyens Væddeløbsbane A/S meddelte Jørn Borch, at han ikke ville fortsætte som formand og hans beslutning førte til at tre andre bestyrelsesmedlemmer, Knud Larsen, Ole Torkdahl og Peter Falck også nedlagde deres mandater i aktieselskabet
Det fik også til resultat, at Preben Kjærsgaard og Karsten Skygge Andersen meddelte, at de ikke kunne fortsætte i Væddeløbsforeningens bestyrelse med baggrund i at Jørn Borch ikke ønskede at fortsætte i aktieselskabets bestyrelse.
-En særdeles overraskende og kedelig udvikling, siger Annette Lylover Jensen til travservice.
– Den nyvalgte bestyrelse i Væddeløbsforeningen havde et konstituerende møde, hvor vi var enige om at pege på Jørn Borch som formand i Aktieselskabet.
– Det var meget overraskende, at Jørn Borch pludselig meddelte sin afgang, og jeg synes ærligt talt ikke, at det er videre professionelt af ham.
-Jeg går ind for samarbejde. Jeg vil Fyens Væddeløbsbane det allerbedste, og jeg vil stå for samarbejde og åbenhed, siger Annette Lylover Jensen.
I Fyens Væddeløbsforening består bestyrelsen nu af Annette Lylover Jensen, Tom Christensen, Monica Fentz, John Køhler (der er på ferie og ikke var til stede), Charlotte B. Andersen samt to suppleanter, der nu indkaldes, Tommy Kristiansen og Max Myrup.
Bestyrelsen i Fyens Væddeløbsbane, der konstituerer sig på et møde på mandag, er nu Annette Lylover Jensen, Jan Nielsen, Malene Ravnholt, Jon Tølbøll og Tom Christensen.
-Men jeg skal ikke – som Jørn Borch har været det – være formand for både Væddeløbsforeningen og aktieselskabet, siger Annette Lylover Jensen.
Men situationen omkring bestyrelsen i Fyens Væddeløbsforening kan være sådan, at det er nødvendigt med en ekstraordinær generalforsamling
Travservice bringer onsdag formiddag et interview med Jørn Borch omkring hans fratræden