Flemming Jensen havde ikke den bedste dag på Lunden, hvor bl.a. Eenymeenyminymoe galoperede som storfavorit i Hoppe Kriteriet, men der var trods alt noget at glæde sig over.
Cash Flow gik således et topløb i 1. afdeling af Taroks Mindeløb, hvor det imidlertid blev til galop kort før mål med sejren “på gaflen”.
-Ja, det var sort uheld. Hun gik ellers sit bedste løb nogensinde og havde vundet på en 13-tid på 2000 meter, siger Flemming Jensen til Travservice.dk.
-Desværre kom hun ikke med i 2. afdeling, da diskvalificerede heste ikke kan deltage i 2. afdeling.
Meget bedre gik det ikke i Dansk Hoppe Kriterium, hvor Eenymeenyminymoe tog spids, men galoperede midt i første sving og så var dén dag ødelagt for 17:10-favoritten.
-Hun trådte sig i en gummiboots, siger Flemming Jensen.
-Det er i hvert fald det vi har konkluderet, men man mistænker altid, at der måske er andet, der trykker, så hun skal lige tjekkes igennem af dyrlægen.
-Til gengæld synes jeg, at Eros Zola gik et flot løb i Kriterium Consolation som toer i sin fjerde start for os; det var meget positivt og jeg tror han bliver rigtig god.
Foruden staldens egentrænede heste var Flemming Jensen også nummer seks i Dansk Trav Kriterium med Gordon Dahl-trænede E Type Cash.
-Han var ikke helt på toppen i prøverne og jeg synes han også bar præg af, at Gordon Dahl ikke har kunne forberede ham optimalt op til Kriteriet, men E Type Cash er jo en tophest og jeg er sikker på, at han kommer tilbage for fuld kraft, siger Flemming Jensen.