TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“En bedre hest end Epicwildfire MT”

af | Nyheder

To af Jeppe Rasks Derbykandidater, Epicwildfire M T og Emmett Downs, starter fredag eftermiddag på hjemmebanen.

Det er lidt usædvaneligt, at heste, som matches mod årgangsløbene, starter i januar måned, men for Epicwildfire M T’s vedkommende er der selvfølgelig en dybere mening.

Epicwildfire MT. Foto: Ole Hindby

-Han har jo lige været væk i lang tid, så det ville blive et langt spring hvis vi venter med at starte ham til april-maj måned, så nu får han lige et par starter inden vi evt. giver ham lidt ferie igen, siger Jeppe Rask til Travservice.dk.

-Epicwildfire M T startede fint op i 3-årssæsonen og var med på stregen i Grand Circle, men galoperede desværre kort før mål.

-Han var desværre ikke på toppen i Jydsk 3-årings Grand Prix, hvor han galoperede fra start, og heller ikke i Kriteriumsprøven, hvorefter vi valgte at kastrere ham.

-Epicwildfire M T har efterfølgende trænet på og gik fint i sin seneste start i december, hvor han sluttede godt af – Flemming var godt tilfreds med ham.

I samme årgang har Jeppe Rask også Emmett Downs, der ligeledes starter på fredag, og det er også en hest, Skive-træneren har lidt forventninger til, selvom Enjoy Lavec-sønnen endnu ikke har vist det store i løb.

-Jeg har egentlig tidligere ment, at Emmett Downs er en bedre hest end Epicwildfire M T, men han har ikke vist det endnu og lægger sig ikke helt ud, siger Jeppe Rask.

-Nu må vi se hvordan han går på fredag, men jeg har da lidt forhåbninger til, at han kan være med i årgangsløbene. Nu må vi se, om det kun bliver Consolationsløbene, men jeg har i hvert faldt hele tiden troet på, at det på længere sigt skulle blive en god hest.

Ungheste på vej
Jeppe Rasks træningsliste tæller pt. 24 heste, heriblandt syv 2-åringer og fire ustartede 3-åringer.

-2-åringerne træner allesammen som de skal og er godt med både fart- og træningsmæssigt, siger Jeppe Rask.

-Den første 3-åring er Fønix Boy (From Above U S), der skal i prøveløb på fredag, mens de andre først kommer til foråret.

Endelig skal vi selvfølgelig også høre lidt til Bette Nock (S J’s Photo), der indledte sæsonen med en fin sejr i Skive i tiden 1.15,1a/1600 meter.

-Bette Nock er der ikke nogle planer med, men der går nok en måneds tid inden han kommer ud igen. Han står kun med 134.000 kroner, så der er mulighed for endnu et Liga 4-løb i Skive (16. februar) og så er der jo finaler på hjemmebanen (12. april), hvor vi gerne vil være med, slutter Jeppe Rask.